Gammel kending overtager roret i Celtic – igen!
Martin O’Neill er tilbage som Celtic-cheftræner.

Celtic er et galehus for tiden.
Først valgte Brendan Rodgers tidligere på sæsonen selv at gå. Martin O’Neill gjorde derfor comeback i den skotske storklub og blev midlertidig afløser, inden man hyrede Wilfried Nancy.
Men mandag fik den franske træner sparket i Celtic efter blot otte kampe.
Celtic skal igen have ny cheftræner, og minimum frem til sommerpausen bliver det igen Martin O’Neill, der får ansvaret for Kasper Schmeichel og kompagni.
Det oplyser Celtic på sin hjemmeside.
Shaun Maloney og Mark Fotheringham følger med den 73-årige nordirer som assistenttrænere.
– Vi er meget glade for at byde Martin velkommen tilbage som Celtic-træner resten af sæsonen, og vi vil give ham og resten af ledelsesteamet al mulig støtte, mens vi tackler de udfordringer, vi står overfor i sæsonens anden halvdel.

– Efter at have talt med Martin ved jeg, at han igen er begejstret for at være hos os og fuldt engageret i at gøre alt, hvad han kan – sammen med Shaun (Maloney, red.) og de øvrige trænere – for at levere den succes, vi alle ved, han kan bringe, udtaler Michael Nicholson, der er administrerende direktør i Celtic, til klubbens hjemmeside.
Celtic tabte seks af de otte kampe med Nancy som cheftræner.
Klubben ligger nummer to i den hjemlige liga, seks point bag Hearts på førstepladsen.
O'Neill var også træner i Celtic fra 2000 til 2005.

Celtic
Kasper Schmeichel












