Cirkus-Manchester: De kan tage over for Amorim
Manchester United skal på jagt efter sin syvende permanente manager siden Sir Alex Ferguson.

Mange har forsøgt - ingen er for alvor lykkes.
Manchester United har i snart 13 år ledt med lys og lygte efter en manager, der kunne gribe stafetten fra legendariske Sir Alex Ferguson.
Med fyringen af Ruben Amorim mandag, skal Manchester United nu på jagt efter sin syvende permanente manager - og sin 12 manager i alt - siden skottens stop i maj 2013.
I første omgang bliver det klublegenden Darren Fletcher, der griber tøjlerne i den kriseramte storklub, og det kan meget vel vise sig, at skotten får rollen sæsonen ud.
Selvom Darren Fletcher næppe er favorit til at løbe med manager-titlen på permanent basis, så kan han med tilpas gode resultater frem til maj gøre det vanskeligt for fodbolddirektør Jason Wilcox og CEO Omar Berrada at kigge i en anden retning. Det var tilfældet for en anden klublegende - Ole Gunnar Solskjær - i 2019.
Campo kommer her med seks yderligere bud på, hvem der potentielt kunne overtage som ny cheftræner - eller manager - i Manchester United.
Manchester Uniteds fyring af Ruben Amorim lader ikke til at have været så længe undervejs, at klubbens ledelse har haft en egentlig beredskabsplan klar.
Alligevel kan timingen vise sig gunstig for Manchester United, der netop nu har en del muligheder på trænermarkedet, som klubben ikke behøver købe fri for store transfersummer.
Oliver Glasner
Øverst på listen står den nuværende Crystal Palace-manager Oliver Glasner, der har vist sig mere end kapabel i klubben fra London-forstaden Croydon.
Den 51-årige østriger har imponeret stort i sine snart to år i spidsen for Crystal Palace, hvor sommerens FA Cup-triumf med en finalesejr over Manchester City selvsagt er den største fjer i hatten.

Crystal Palace har under Glasners ledelse udviklet sig til et hold, der ikke længere er regnet blandt de mest sandsynlige nedrykkere, hver gang en ny sæson starter i Premier League.
Glasner har kontrakt i Crystal Palace sæsonen ud, og dermed vil det næppe heller vælte budgettet i Manchester United - uanset om han hentes til med det samme, eller han hentes kvit og frit til sommer.
Darren Fletcher
Manchester United-legenden med 342 kampe for klubben under bæltet er allerede gået fra rollen som U18-cheftræner til midlertidig cheftræner i klubben.
Der findes næppe nogen overhovedet, der kender klubben bedre end den 41-årige skotte, der allerede har haft flere forskellige roller i klubben, siden han i 2020 selv lagde støvlerne på hylden.

Begge Darren Fletchers sønner spiller i klubben og har i løbet af den seneste måned begge fået debut på klubbens førstehold.
Det gør næppe heller noget, at han er skotte præcis som klubbens to største managers nogensinde - Sir Alex Ferguson og Sir Matt Busby, foruden ligeledes respekterede Tommy Docherty.
Darren Fletcher kan med en flot forårssæson gøre det vanskeligt for Manchester United-ledelsen IKKE at give ham chancen permanent. Det kræver formenligt som minimum en placering, der rækker til Champions League-kvalifikation.
Michael Carrick
Man kan dårligt nævne Darren Fletcher uden også at nævne midtbanemakkeren gennem 158 kampe i perioden fra 2006 til 2014 Michael Carrick.
Carrick er ikke et produkt af Manchester Uniteds ungdomsafdeling som Fletcher, men til gengæld har han med sine 464 kampe for klubben spillet flere kampe, ligesom han allerede har erfaring fra trænerfaget med sine 136 kampe i spidsen for Middlesbrough

44-årige Michael Carrick fik tilmed tre kampe i spidsen som midlertidig manager i Manchester United i sidst i 2021, efter Ole Gunnar Solskjær var blevet fyret.
Michael Carrick har stået uden job sin sommer, hvor han blev fyret i Middlesbrough. Det er næppe et kvalitetsstempel i sig selv, men til gengæld betyder det, at United vil kunne hente den tidligere midtbanemotor kvit og frit.
Gareth Southgate
En anden manager der kan hentes kvit og frit med det samme er den tidligere engelske landstræner Gareth Southgate.
Southgate var angiveligt allerede i spil til jobbet for lidt over et år siden, hvor Manchester United i stedet gik med Ruben Amorim.

Southgate har - ligesom Carrick - en fortid som cheftræner i Middlesbrough, som stadig er den 55-årige englænders eneste klubjob.
Han stoppede efter EM-slutrunden i Tyskland og i alt 102 kampe i spidsen for det engelske landshold i sommeren 2024, og han vil være en skikkelse, der vil dele vandene i både Manchester og i England generelt.
Xavier Hernández
I Manchester City har de Pep Guardiola, og ham kunne Manchester United potentielt trumfe med en ansættelse af Xavi.
I hvert fald hvis man ser på de to spanieres spillerkarriere.
I England har der længe været rygter om, at den 45-årige FC Barcelona-legende ville være den perfekte løsning for Manchester United, da hans spillestil passer godt til den måde, Manchester United ønsker at spille.

Selvom Xavi har stået i spidsen for FC Barcelona i hele 143 kampe, vil der fortsat kunne stilles spørgsmålstegn ved, om han er erfaren nok til at påtage sig jobbet i Manchester United.
Her har den tidligere midtbanemaestro ikke det samme navn, som han nød godt af under sin tid i barndomsklubben, hvor det trods alt bare blev til én markant titel - det spanske mesterskab i 2022-23-sæsonen.
Enzo Maresca
Ligesom de øvrige på listen vil også den nu tidligere Chelsea-manager Enzo Maresca kunne hentes til Manchester United kvit og frit.
Maresca blev fyret hos Premier League-rivalerne bare fire dage før Ruben Amorim, og det er derfor uvidst, om han allerede nu er klar til at påtage sig et job, der på mange parametre er større.

Maresca blev hentet til Chelsea efter en forholdsvis suveræn oprykning fra The Championship, og på Stamford Bridge har han bået vundet Conference League og VM for Klubhold i sommer.
45-årige Maresca har desuden en enkelt sæson som assistenttræner for Pep Guardiola i Manchester City i 2022-23, og Manchester United har tidligere vist, at de ikke har noget imod at snuppe prominente navne, der har gjort det godt hos bysbørnene.
Manchester United-trænere siden Sir Alex Ferguson:
David Moyes: 2013-2014
Ryan Giggs: 2014 (midlertidig)
Louis van Gaal: 2014-2016
José Mourinho: 2016-2018
Ole Gunnar Solskjær: 2018-2021
Michael Carrick: 2021 (midlertidig)
Ralf Rangnick: 2021-2022 (midlertidig)
Erik ten Hag: 2022-2024
Ruud van Nistelrooy: 2024 (midlertidig)
Ruben Amorim: 2024-2026
Darren Fletcher: 2026 (midlertidig)
Xavi
Gareth Southgate
Ruben Amorim
Manchester United












