Ustyrlig Brentford-brasser skyder Everton i sænk
Igor Thiago var slet ikke til at styre søndag eftermiddag.

Måltørken er ovre - og det er med et brag.
Igor Thiago har været brandvarm i denne sæson, men brasilianeren har gået de sidste seks kampe uden at score.
Det blev der lavet om på mod Everton, som ikke kunne tøjle den bomstærke brasser, der lavede hattrick i Brentfords 2-4-sejr søndag eftermiddag.
Brentfords brasilianske målmaskine åbnede tilmed ballet efter 11 minutter, da han kom på enden af et perfekt indlæg fra Vitaly Janelt og køligt prikkede bolden ind til 0-1.
Første halvleg bød ikke på flere scoringer, men Brentford kom flyvende ud af startblokkerne til anden halvleg, da Nathan Collins steg til vejrs og stangede hjørnesparket fra Vitaly Janelt i kassen til 0-2.
Bolden var dårligt givet op, før Igor Thiago igen var på spil bare ét minut efter scoringen til 0-2. Her spillede Mikkel Damsgaard en god stikning i dybden til Kevin Schade, før Thiago snuppede bolden fra ham og køligt lobbede den ind over Jordan Pickford.

Efter 66 minutters spil fik Everton pyntet på resultatet, da Beto dirigerede et godt indlæg fra Jack Grealish i netmaskerne til 1-3.
Til trods for reduceringen lykkedes det ikke for The Toffees at bringe spændingen tilbage til opgøret, og i stedet endte Igor Thiago med at lukke og slukke i det 88. minut.
Nathan Collins sendte en bold i dybden til brasilianeren, som stak fra hele Everton-defensiven og køligt lobbede Pickford for anden gang i opgøret, da han sikrede sig et hattrick.
Everton fik igen pyntet på resultatet, da Thierno Barry også kom på måltavlen i tillægstiden, men det var for sent til at true Brentford. Således slutter det 2-4 til Brentford.
Med sejren stryger Brentford helt op på syvendepladsen med bare fire point op til Liverpool på fjerdepladsen, mens Everton indtager 12. pladsen i Premier League.
Brentford
Everton












