Fremad Amager lejer tidligere superligaprofil hos konkurrenter
Veteranen skifter Gladsaxe ud med Sundby i foråret.

159 superligakampe, 72 kampe i den norske Eliteserien og 30 pokalkampe.
Cv'et taler for sig selv for 33-årige Daniel A. Pedersen, der desuden har 29 kampe i 2. Division for AB over de seneste tre sæsoner.
Det sidste tal kan i foråret blive forøget, men så vil det være som spiller for Fremad Amager i stedet for AB.
Det er nemlig nedrykkerne fra Fremad Amager, der indtil sommer får glæde af den tidligere Silkeborg- og AGF-profil, efter de har lejet ham i Gladsaxe-klubben for resten af sæsonen.
Det skriver amagerkanerne selv søndag.
- Daniel er en spiller der har prøvet det hele og er samtidig en fantastisk karakter, der har været anfører og leder på alle niveauer.

- Hans kvaliteter som fodboldspiller er velkendte i dansk fodbold, men det han kan være med til at gøre for vores dagligdag, miljøet på banen, omklædningsrummet og generelt kultur er uvurderligt. Vi er rigtig glade for, at Daniel har valgt at købe ind på vores projekt både på og udenfor banen, lyder det fra David Boysen, der er sportschef i Fremad Amager.
Daniel A. Pedersen kom til AB fra amerikanske Orange County i sommeren 2023, men han har ikke været i spil for akademikerne siden oktober 2024.
Med lejeopholdet i Fremad Amager siger midtbanemanden også farvel til AB, hvor han har kontraktudløb til sommer.
- Daniel har været topprofessionel både på og udenfor banen i sin tid hos os.
- Lejeaftalen med Fremad Amager giver ham mulighed for at få mere spilletid, og med kun seks måneder tilbage af sin kontrakt hos os mente vi, at det var det rigtige at lade ham tage de næste skridt i sin karriere i en ny klub. Vi ønsker ham alt det bedste i forbindelse med skiftet, lyder det fra Jen Chang, der er sportsdirektør i AB.
Mens AB fører 2. Division ganske suverænt med 36 point efter sæsonens første 16 kampe, så bliver hverdagen en ganske anden for Daniel A. Pedersen i Fremad Amager.
Nedrykkerne har 17 point og er dermed kun fire point fra Skive på den ene af de to nedrykningspladser.
AB












