Derby of Roses: Sløve United skuffer på ny
Manchester United kunne ikke få bugt med rivalerne fra Leeds.

En af de stærkeste rivaliseringer i engelsk fodbold føjede en ny side til historiebøgerne søndag eftermiddag.
Her tørnede Leeds United og Manchester United nemlig sammen på Elland Road til det famøse 'Derby of Roses'.
Den nye side i historiebøgerne kommer dog næppe til at være spor mindeværdig, da begge mandskaber måtte nøjes med en 1-1-deler.
Begge hold kom blæsende ud af starthullerne med stærk energi de første 15-20 minutter.
Første halvleg nåede dog sin ende uden nogen scoringer, men i anden halvleg kom hjemmeholdet fra Leeds først på måltavlen.

Leeds-stopperen Pascal Struijk brød Manchester Uniteds opspil og sendte en løs bold i dybden, som Brendan Aaronson opsnappede for næsen af Ayden Heaven, som ikke så specielt skarp ud i situationen.
Efterfølgende var det ingen sag for Aaronson at sende kuglen i netmaskerne til 1-0.
Glæden på Elland Road varede dog ikke længe, da Joshua Zirkzee, som nærmest lige var kommet på banen efter Leeds' scoring, sendte en perfekt stikning i dybden til Matheus Cunha, der prikkede den forbi Lucas Perri, der var kommet på mellemhånd.

Til trods for flere gode muligheder lykkedes det hverken Leeds eller Manchester United at bidrage yderligere til måltavlen.
Således glipper De Røde Djævle muligheden for at rykke ind i top fire, mens Leeds rykker otte point væk fra nedrykningsstregen.
Se hele tabellen i Premier League ved at klikke her.
Leeds United
Manchester United












