Superliga-topklubber lokker med ‘statsministerløn’
I Malmö FF oplever man, at kæmpe lønninger er blevet en del af konkurrencen om de største talenter i Skandinavien.

Der bliver spillet med de økonomiske muskler fra dansk side, når det kommer til den famøse talentkrig.
Det mærker de i Malmö FF, for den svenske topklub kan ikke holde trit med de danske klubber, når de lokker unge talenter til Danmark med vilde lønsedler.
Det fortæller Malmö FF's akademichef, Per Årgren, i et interview til klubbens hjemmeside.
Han vil endda gå så langt at beskrive nogle af de lønninger til de purunge talenter, har har set, som på niveau med en "statsministerløn".
– Det er altså flere penge, end mange af vores unge førsteholdsspillere tjener (lønnen de unge talenter får, red.). Vi er slet ikke i nærheden af at kunne tilbyde de beløb så tidligt.
- I stedet ønsker vi at styrke vores akademi år for år og vise, at vi tilbyder et unikt miljø, hvor man får chancen for at blive en rigtig god fodboldspiller og menneske.
– Flere spillere (i Malmö, red.) er blevet opsøgt af FC København og andre danske klubber. De kan se, at vores hold vrimler med talenter, og at vi er dygtige til at udvikle interessante spillere, siger Ågren.

Rolex-ure og familietur til Cypern
Det mest kendte eksempel på en spiller, der forlod Malmö til fordel for en dansk klub er Roony Bardghji, der i 2020 rykkede til FC København.
Den nuværende FC Barcelona-spiller kunne svenskerne ikke holde på, men klubben har med sine økonomiske udfordringer - eller modvilje mod så høje teenage-lønninger - lagt fokus et helt andet sted.
Blandt andet på dialogen med scouts, agenter og den slags.
– Vi har møder med forældrene, hvor vi viser, hvad vi står for, og hvad vi ønsker. Derudover har vi også planer om at starte en forældreuddannelse, så de også er forberedte, når sådanne situationer opstår.
– Den ene taler om Rolex-ure, den anden inviterer familien til Cypern. Det er vigtigt for os at uddanne dem og støtte dem i det. De fleste forældre har jo aldrig oplevet noget lignende, siger akademichefen.
Dansk kamp om de bedste talenter
I Danmark har det vakt opsigt, at DBU for nylig ændrede reglerne for rekruttering af børn, så man i stedet for at sætte grænsen ved U/13-spillere nu må hente spillere i andre klubber ned til U/10-alderen.
I Superligaen er det typisk FC København, FC Nordsjælland og FC Midtjylland, der ligger med de største budgetter for ungdomsafdelingerne og aflønning af spillere på U/17- og U/19-holdene.
I de seneste år er kampen om teenagere og i nogle tilfælde mindre børn blev intensiveret i takt med, at udenlandske topklubber betaler stadigt større beløb for ganske unge seniorspillere.
Malmö FF anklagede i sidste måned FCK for at fiske to otteårige svenskere:

FC København
Malmö FF












