Hjulmand høster store roser fra italiensk præsident
Morten Hjulmand får store roser af præsidenten i sin tidligere klub.

Morten Hjulmands rejse har været en lidt anden end nogle af kollegerne på det danske landshold.
Midtbanespilleren blev som 18-årig vejet og fundet for let i FC København, hvorfor han drog til østrigske Admira Wacker.
Herefter endte han i Serie A-klubben Lecce, hvor han fik sit helt store gennembrud, og danskerens tid i klubben har i den grad gjort indtryk på Lecce-præsident, Saverio Sticchi Damiani.
Ikke mindst fordi han var et fremragende køb.
- Hjulmand er et fund af Corvino (sportsdirektør i Lecce, red.). Kun en visionær som ham kunne se de kvaliteter. I Østrig spillede han (Hjulmand, red.) ikke. Hos os var han anfører som 21-årig.

- Han har en usædvanlig intelligens, og man finder ham overalt på banen. Jeg ville anbefale ham til enhver klub, siger Damiani til Tuttosport.
En god transfercase
Lecce-bossen har kun ros til overs for Hjulmand, og og transfercasen med danskeren repræsenterer det perfekte eksempel på en succesfuld transferstrategi.
- Sportsdirektøren ser enorme mængder video. Så finder han profiler med kvaliteter, som andre ikke ser. Ellers køber man ikke Hjulmand for 150.000 euro. Han ser det, de andre ikke ser, siger Lecce-præsidenten.
Den italienske klub solgte ifølge BT Hjulmand til Sporting CP for svimlende 134 millioner kroner, så man kan ikke fortænke Damiani i, at danskeren var en god forretning.
Hjulmand spillede 95 kampe i Lecce-trøjen.
Danskeren har siden 2023 tørnet ud for portugisiske Sporting.
Lecce
Morten Hjulmand












