Stor interesse for dansk topscorer: Ny klub bød allerede i sommer
Svenske Sandvikens IF gik målrettet efter dansker, og det belønnede sig.

Det seneste år er gået stærkt for den danske angriber Christian Wagner.
Det tidligere AaB-talent var røget på bænken hos storsatsende AB i 2. Division, og derfor blev Wagner sendt på et lejeophold i ligakonkurrenterne fra Thisted FC.
Og så tog det ellers fart. Med seks mål i 2. Divisions nedrykningsspil var han med til at redde klubben en sæson mere i den tredje bedste danske fodboldrække, så købte klubben ham, og i indeværende sæson har han nettet 10 gange i 16 kampe.
Det har naturligt kastet en del interesse af sig, og nu er den 22-årige angriber blevet solgt til svenske Sandvikens IF foran flere andre bejlere.
Men Sandvikens IF har jagtet danskeren længe, og det spillede en stor rolle i valget af klub. Det fortæller Christian Wagner i et interview med Campo.
- Jeg har kendt til Sandvikens interesse længe, fordi de også kom med et bud i sommer. Det er selvfølgelig også noget, der trækker op, at de har været vedvarende i deres interesse.

- Der var interesse fra Sverige og Norge også, men jeg synes, at i og med at Sandviken har været vedvarende i deres interesse, og den måde, de gerne vil spille fodbold, så giver det bare god mening til skrive under med dem, siger Christian Wagner.
Efter det, som Wagner kalder det bedste år i karrieren, er det tid til at søge nye udfordringer.
Det gør han nu med skiftet til den svenske SuperEttan, der er Sveriges næstbedste fodboldrække.
- Jeg synes, at svensk fodbold og SuperEttan generelt passede meget godt til mig, og så er det jo et skridt op i forhold til 2. Division, fortæller Wagner.
Sandviken sluttede sæsonen på en 10. plads, og i februar begynder forberedelserne til en ny sæson.
Få seneste nyt om transfers i ind- og udland i Campos transferblog:














