Vil Premier League sejre sig selv ihjel? Foto: Action Images via Reuters/John

Vil Premier League sejre sig selv ihjel?

Ligaen fortsætter sin vilde udvikling og kan ende et sted, hvor basen af følgere får nok.

Foto: Action Images via Reuters/John

Jamen, så siger vi bare det.

Det er helt okay, hvis du mener det her skriv har karakter af en 'sur (halv)-gammel mand'-kommentar.

Men jeg frygter altså for Premier League.

Det ramte mig nok midt under Christian Romeros røde kort forleden, da verdensmesteren hos Tottenham Hotspur fik sit andet gule kort mod Liverpool.

Jeg er bekymret over, hvor meget "cirkus", der er kommet til Premier League

Det var han rasende over. Han er faktisk altid rasende over dommerens kendelser. Sådan helt automatisk.

Men han får et korrekt gult kort for at sparke sin direkte modstander Ibrahima Konaté, som kort forinden havde stormet direkte i ryggen på Romero og lavet verdens største frispark.

Uden at få gult kort. End ikke en reprimande. Jeg synes, den situation belyser en kedelig udvikling i Premier League.

'Drama Kings'

Jeg synes, at fodbolden i England er fantastisk. Kulturen i engelsk fodbold er jo exceptionel, og traditionerne er enorme.

Det tekniske og taktiske niveau i Premier League er også vildt imponerede, og der spilles - i alle kampene - ofte i et tempo, så man næsten kan blive forpustet hjemme i sofaen.

Men jeg er bekymret over, hvor meget "cirkus", der er kommet til Premier League.

I gamle dage kunne der snildt give både et og to røde kort for glidende tacklinger, hvor både med og modspillere røg ned i et hug. Eller klammeri på banen.

Men presset på spillere, managere og dommere er i min optik blevet for stort, samtidig med at ligaen nu tenderer til at være et show, der går verden rundt.

Too much drama.. til min smag.

Jeg tager gerne et væddemål på, at der inden for fem år - på vulgær, kommerciel vis - bliver afviklet en Premier League-kamp i Saudi-Arabien, Qatar, USA eller en anden stat uden skrupler.

Lad mig give et par eksempler på det cirkus, jeg hentyder til.

Foto: Phil Noble EDITORIAL USE ONLY.NO USE WITH UNAUTHORIZED AUDIO, VIDEO, DATA, FIXTURE LISTS, CLUB/REUTERS

Danske Thomas Frank er nu stærkt fyringstruet i Tottenham efter 17 kampe i Premier League (og en 11. plads i Champions League) i en klub, hvor han overtog efter en manager, der blev fyret, efter at han for første gang i 17 år skaffede et trofæ med en Europa League-titel, og som siden blev ansat i en Premier League-klub (Nottingham Forest), der fyrede ham efter otte kampe, og som nu har haft 16 managere på 10 år.

Meanwhile på Anfield er en af Premier Leagues største skikkelser Mohamed Salah i gang med at levere et skamfuldt exit, end ikke Will Smith kunne have iscenesat bedre, og Manchester City er anklaget for 115 lovbrud på Premier Leagues finansielle regler i en periode på over ni år, efterfulgt af en femårig periode hvor de nægtede at samarbejde med ligaen, som efterfølgende har anklaget dem i en sag, hvor der nu snart på tredje år pågår en kommision, som skal undersøge ovenstående til bunds.

Jamen...

Med et væld af milliardærer fra USA og resten af verden, der opkøber Premier League-klubber, som var det luksus-ejendomme med egen butler og dørmand og prestigefyldte virksomheder i de mest attraktive kvarterer i London, fjerner spillet sig mere og mere fra de rødder, der fik spillet ind i hjertet på os danskere.

Og det forplanter sig, på de helt forkerte måder, inde på banen.

Nå. Jeg skal jo nok se Premier League i dag.

Men jeg siger det bare.

Premier League er igang med at sejre sig selv ihjel.

Se det her: Dorgus drømmehug mod Newcastle foto
Se det her: Dorgus drømmehug mod Newcastle

Mest læste

Notifications

Notifikationer