Transferbudget: Hungrer efter et Superliga-rekordsalg
SPILLERBUDGET: Her kommer Campo med analysen af Vejles spillerbudget i sæsonen 2025/2026.

Vejle Boldklub har et spillerbudget, der er stort nok til at ligge i Superligaen.
Men er det stort nok til mere end konstant overlevelseskamp?
Det ser vi på her i Campos gennemgang af spillerbudgetterne i de 12 Superliga-klubber.
DATA
Anslået spillerbudget: 30-34 millioner kroner
Det svarer til: En luksusvilla på Østerbro
Personaleudgifter seneste årsregnskab: 48,6 millioner kroner
Transferudgifter seneste årsregnskab: 3,2 millioner kroner (afskrivninger)
Så meget råderum har de: Meget begrænset sammenlignet med rivalerne
Læs også: Sådan læser du et spillerbudget
Økonomisk styrke: 3/10
Nuværende max-transferramme: En til to millioner kroner
Hold øje med: Om der er noget i tanken til transfermarkedet i januar
Nye tider i Vejle
Vi er et år inde i den nye æra i Vejle.
Væk er Andrej Zolotko og dennes samarbejdspartner Lucas Chang.
Ind er kommet nye og eksisterende partnere fra det lokale.

Der er sparet på de udenlandske spillere og til gengæld investeret i flere danske.
Om det er den besparelse eller status quo, Vejle selv har fortalt om, eller en stigning i budgettet, finder vi ud af, når næste årsregnskab kommer til marts.
Men de danske profiler spiller naturligvis ikke gratis, og Vejle er gearet til at spille Superliga.
Der skal gang i spillersalgene
Når det er sagt og skrevet, har VB absolut ikke noget stort spillerbudget i Superligaen anno 2025/26-sæsonen.
Udgifterne til løn og transfers er i samme boldgade som Sønderjyskes og Silkeborgs og mærkbart lavere end i Randers og Viborg.
Der er et pænt stykke op til det midterfelt finansielt, og mens det hjælper Vejle, man selv har udviklet en lang række spillere i førsteholdstruppen, er det svært for VB at hente de samme kvalitetsspillere som rivalerne.
Det var en god start at sælge Oliver Provstgaard til Lazio for omkring 30 millioner kroner.
Kan VB lave flere af de salg, kan man begynde at bevæge sig opad i hierarkiet og ikke konstant være i overlevelseskamp.
Men det er der, VB befinder sig lige nu - og i de næste fire uger bliver det interessant at se, om der er noget tilbage i klubkassen til forårets overlevelseskamp, hvor Vejle godt kunne bruge energien fra en ny spiller eller to.

Vejle Boldklub











