Nottingham Forest med særlig hyldest til afdød legende
Nottingham Forest-familien mistede juledag en sand klublegende.

Han var bare én kamp fra at runde de magiske 500 kampe for Nottingham Forest.
25. december døde Forest-legenden John Robertson efter længere tids sygdom.
Dagen derpå har klubejer Evangelos Marinakis foreslået, at klubben hæder den dobbelt Europa Cup-vinder med en helt særlig gestus.
- Denne uge er præget af dyb sorg for alle med tilknytning til Nottingham Forest, når vi samles for at sørge over John Robertsons bortgang – en sand legende i denne store klub i enhver betydning af ordet. Jeg sender mine oprigtigste kondolencer til hans familie, hans venner og alle, der holdt af ham.

- I dag har jeg anbefalet bestyrelsen, at Bridgford Stand omdøbes til “THE JOHN ROBERSTON STAND” til hans ære og som en varig anerkendelse af hans ekstraordinære bidrag til vores klub, så hans arv – og vores store helt – for altid vil blive husket, lyder det fra Marinakis.
På City Ground i Nottingham er den nordlige langside allerede opkaldt til ære for Brian Clough. Endetribunen mod vest hedder Trent End, da tribunen ligger helt ud til floden Trent.
Den sydlige langside hedder slet og ret Main Stand, og det er altså den østlige endetribune - den der for kendere har et ganske specielt tag - der fremadrettet kan komme til at bære navnet på den afdøde skotte.
Kun fem spillere har spillet flere kampe for Nottingham Forest end John Robertson. Stece Chettle (503), Jack Burkitt (503), Stuart Pearce (522) og Ian Bowyer (541) runder alle 500 kampe, mens skotske Bob McKinlay med 682 kampe for klubben ligger suverænt på førstepladsen.
John Robertson vandt Europa Cuppen med Forest i både 1979 og 1980 samt det engelske mesterskab i 1978.
Robertson blev 72 år gammel.
Nottingham Forest












