Landstræner raser(!) mod ‘de store folk’ i UEFA
Malis landstræner er langt fra tilfreds med beslutningen.

Inden starten på årets udgave af Africa Cup of Nations meldte det afrikanske fodboldforbund, CAF, ud, at turneringen fremover vil blive afviklet på anderledes vis.
CAF havde nemlig besluttet, at AFCON i fremtiden skal spilles hvert fjerde år - ligesom tilfældet er det med turneringer som EM og VM.
Det møder nu stor, stor kritik fra en af de deltagende nationers landstræner.
Landstræneren for Mali, Tom Saintfiet, er lodret uenig i beslutningen.
- Jeg er meget chokeret og enormt skuffet. Det er jo afrikansk fodbolds stolthed med de bedste spillere på kontinentet.
- Afrika er det største fodboldkontinent i verden, alle de store stjerner i Europa er afrikanere, så jeg synes, vi mangler respekt for Afrika ved at afholde det hvert fjerde år.

- At fjerne det og afholde turneringen hvert fjerde år, kunne jeg forstå, hvis det var et ønske af en eller anden grund fra Afrika, men det er alt sammen dikteret af de store folk i UEFA, de store klubber i Europa og også FIFA, og det gør det så trist, raser Tom Saintfet ifølge France24.
Den belgiske træner har tilbragt størstedelen af sin karriere som landstræner for diverse afrikanske nationer, og ifølge ham har man ladet Europa ændre på den afrikanske fodboldhistorie.
- Vi har kæmpet så længe for at blive respekteret, for så at skulle lytte til Europa for at ændre vores historie – for det her er en historie, der går 68 år tilbage – blot på grund af økonomiske krav fra klubber.
- De bruger belastningen på spillerne som en undskyldning, mens de selv skaber et VM med 48 hold og en Champions League uden mestre, siger landstræneren.
Fredag aften møder Mali værtsnationen Marokko.
Mali spillede 1-1 med Zambia i turneringens første runde.
Du kan læse mere om AFCON-frekvensændringen herunder:













