Fenerbahces præsident anholdt i stor narkosag
Sadettin Saran blev anholdt juleaften.

Mens de fleste herhjemme i Danmark var godt i gang med flæskesteg og and, gik det anderledes for sig for Fenerbahces præsident, Sadettin Saran.
Han blev på samme tidspunkt nemlig anholdt under mistanke for at være involveret i en større narkosag.
Det skriver flere tyrkiske medier, ligesom den tyrkiske storklub selv har bekræftet anholdelsen.
Sadettin Saran er langt fra den eneste, der er blevet anholdt i forbindelse med narkosagen. Han tilslutter sig i stedet en lang række kendte personligheder i Tyrkiet.
Anholdelsen er sket på baggrund af en undersøgelse, der viste spor af narkotika i hans hår.
Fenerbahce skrev onsdag følgende på X:
- Vores præsident, hr. Sadettin Saran, er i aften blevet anholdt som en del af den igangværende efterforskning. Den pågældende efterforskning er stadig i gang.
- Vi har fuld tillid til, at vores præsident vil overkomme denne proces med sund fornuft og styrke, ligesom han har gjort hidtil. Det arbejde, der udføres i overensstemmelse med vores klubs bedste interesser, vil fortsætte uafbrudt; vores formand, hr. Sadettin Saran, vil lægge disse vanskelige tider bag sig og fortsætte med at arbejde målrettet for vores klub.
- Vores bestyrelsesformand, Şekip Mosturoğlu, vores bestyrelsesmedlemmer, vores klubadvokater og vores præsident, hr. Sadettin Sarans advokater, ledsager vores præsident gennem hele denne proces, lyder det i opslaget.

Omkring 15 personer er nu blevet anholdt i sagen, der blandt andet omhandler fremstilling og smugling af stoffer.
Fenerbahce












