Links blev fravalgt – men han er ikke slået ud af kurs Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Links blev fravalgt – men han er ikke slået ud af kurs

Den manglende landsholdsbillet til AFCON bruger Gift Links som ekstra motivation.

Gift Links tæmmer bolden med brystet
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Gift Links har ikke været landsholdsaktuel for Sydafrika i årevis.

Seneste landskamp var i 2021, og siden har han været ude i kulden på landsholdet. Den lille wingback har ellers været storspillende for AGF, men Hugo Broos har konsekvent ikke udtaget Links til Bafana Bafana.

Det var således også tilfældet, da der blev sat navne på truppen til det igangværende Africa Cup of Nations. Links blev atter forbigået, men AGF-stjernen bærer ikke nag.

- Hvad end, der er blevet sagt, er sagt, men jeg bærer ikke nag. Alt, jeg kan gøre, er at fortsætte med at arbejde hårdt. Jeg vil selvfølgelig gerne ønske holdet alt det bedste til AFCON, siger Links til Radio 2000.

Gift Links tæmmer bolden med brystet
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tilbage i november blev Hugo Broos spurgt ind til, hvorfor Links igen, igen var fraværende i landsholdstruppen, og dengang var det kontante svar:

- Jeg mener ikke, at Links har det niveau, som vi har brug for, lød det fra landstræneren.

Motivationen intakt

Den hudløst ærlige melding fra landstræneren har dog ikke slået Links ud af kurs.

- Nej, nej (om det har ødelagt hans moral, red.), det er fodbold. Som jeg altid siger: hvad end der sker, sker. Det er en del af fodbold. Den slags ting kan bruges som motivation til at arbejde endnu hårdere.

I interviewet fortæller Links desuden, at det sydafrikanske fodboldforbund - så vidt han er orienteret - ikke har været i Danmark for at se ham nærmere an i de senere år.

Sidst han så nogle fra landsholdet var i forbindelse med landskampene i 2021, lyder det fra AGF-stjernen.

I alt har Links spillet fem A-landskampe.

Gift Links bekræfter interesse fra udlandet foto
Gift Links bekræfter interesse fra udlandet

Mest læste

Notifications

Notifikationer