Møller tager Masterclass-erfaring med til AaB
John Møller skal hjælpe AaB med at forbedre akademiarbejdet.

I AaB skal der fremover flere spillere fra eget akademi op på førsteholdet. Det er en helt afgørende del af den nye strategi, der er lagt i det nordjyske.
Det er en af grundene til, at sportschef John Møller i sommer blev hentet til AaB fra Brøndby IF. På Vestegnen var han 'Head of Recruitment', ligesom han tidligere har været chefscout for Brøndby Masterclass og førsteholdet.
I Brøndby er de begyndt at høste frugter af et succesfuldt talentarbejde, og det samme skal nu gøres i AaB. Derfor har Møller også taget værdifuld læring med sig fra sin tid hos de blågule.
Det fortæller han til Campo.
- Det handler langt hen ad vejen om at sikre, at man som ledelse sørger for, at der er en vej gennem systemet, og at man er tydelig om, at man prioriterer det.
- Vi skal sørge for at skabe nogle rammer, der gør, at vores unge spillere kan lykkes.
- Det er et afgørende punkt i forhold til vores strategi, at vi lykkes med at integrere spillere fra eget akademi op i førsteholdstruppen, fortæller John Møller til Campo.
Fokus på at implementere flere unge AaB'ere på førsteholdet er også så småt begyndt at vise sig.

Det kommer også til at have betydning for nordjyderne indgang til det transfervindue, der venter i januar. John Møller ser nemlig gerne, at førsteholdet består af både unge talenter samt mere modne og erfarne spillere.
- Vi vil altid gerne, ligesom i det seneste transfervindue, forsøge at komme styrket ud på den anden side. Men det handler også for os om at finde den rette balance. Både i antal spillere i truppen, og at have det rigtige mix mellem erfaring og talent.
- Som sagt har vi en relativt ny gruppe, som vi først er ved at spille sammen nu, og derfor er det primære for os, at de får tid sammen på træningsbanen. Det er det, der er nummer et for os, siger John Møller.
En af de erfarne spillere i AaB, der også kender klubben indgående, er Nicklas Helenius.
Den erfarne angribers kontrakt udløber dog til sommer, men han må vente lidt endnu med at få afklaring om fremtiden.
Læs mere herunder:

AaB
Brøndby IF












