Nations League-format på vej til asiatisk fodbold
Formatet skal sikre udvikling og sportsligt incitament for forbundets medlemslande.

Nations League skal nu indføres i Asien. Det skriver det asiatiske fodboldforbund, AFC, på sin officielle hjemmeside.
Dermed er turneringsformatet, som har samme navn i europæisk fodbold, på vej til Asien også, for at udvikle asiatisk fodbold bedst muligt.
Desuden skal det give sportslige incitamenter at indføre et ligaformat, skriver forbundet.
- AFC Nations League repræsenterer et vigtigt skridt fremad i vores løbende engagement i at støtte udviklingen af vores 47 medlemsforbund, indleder Datuk Seri Windsor John, der er generalsekretær i AFC til forbundets hjemmeside.
- Ved at introducere en struktureret konkurrenceplatform under FIFA's internationale kampvinduer med større kalenderstabilitet og klare sportslige incitamenter, sigter vi mod at sikre ensartet adgang til kampe af høj kvalitet, samtidig med at vi adresserer de logistiske og omkostningsrelaterede udfordringer, som landsholdene står over for.

I den officielle meddelelse beskriver forbundet, at det handler om at udnytte "FIFA's internationale kampvinduer", hvor ligaer altså bliver sat på pause for en stund for at give spillere muligheden for at spille for sit land.
Her skal et ligaformat være med til at effektivisere de vinduer, så medlemslandede kan udvikle sig, lyder det.
På den måde imødekommer man udfordringerne, der er ved at finde modstandere til træningskampe, hvor blandt andet lange rejser har været en logistisk udfordring.
Om turneringsformatet bliver som det, UEFA indførte i europæisk fodbold tilbage i 2018, og som siden har været formatet for Danmark og resten af de europæiske hold, er endnu ikke fastlagt.
Det skal drøftes i den kommende tid af forbundet, ligesom tidsplan og implementering også er på programmet.
Også i det afrikanske fodboldforbund har man lavet ændringer. Læs mere her:














