Unikt skifte lurer for tidligere BIF-talent: Bør ikke være muligt
Et tidligere Brøndby-talent kan gå fra sparsom spilletid i 3. Division til toppen af finsk fodbold.

20-årige Patrick Allentofts fodboldkarriere kan muligvis tage en vild drejning.
Den tidligere Brøndby- og AaB-spiller har efter et par år med skadesproblemer måtte tage til takke med sparsom spilletid i Næstved, Holbæk og senest Vanløse i 3. Division.
Men for et par uger siden opstod der pludselig en vild mulighed, som den unge offensivspiller nu afventer endeligt svar på.
Allentoft kan nemlig gå fra en svær tilværelse i den tredjebedste fodboldrække i Danmark til toppen af finsk fodbold.
Det fortæller den 20-årige i et interview med Campo.
Gennem en kontakt skaffede Allentoft sig nemlig en prøvetræning hos de finske bronzevindere fra FC Ilves.
- Jeg tog selv initiativ og lavede et sammenklip af mine aktioner på en video. Gennem mit netværk blev videoen peget i retning af FC Ilves i Finland. De kunne se noget interessant i mig og inviterede mig på prøvetræning, siger Patrick Allentoft til Campo.
Derefter stod den på træning hos den finske topklub, hvor han fik rigeligt med muligheder for at vise sig frem.
Han kom også hjem med positive meldinger på opholdet.
- Jeg trænede med deres førstehold i en uge og fik rigtig positiv feedback, både på mine kvaliteter og min indstilling.
- Inden jeg tog derop sagde de faktisk, at de var ret godt dækket ind i truppen og egentlig ikke manglede flere spillere – men de kunne godt lide min profil, og derfor fik jeg muligheden for at komme og vise mig frem. Status lige nu er, at de er interesserede, men skal have noget praktisk på plads i truppen, før der kan ske noget konkret, siger det tidligere Brøndby- og AaB-talent.

Afventer endeligt svar
Patrick Allentoft er dog fortsat at finde i Vanløse for nu.
Den unge offensivspiller afventer nemlig FC Ilves' næste træk.
Finnerne skulle først have andre handler på plads, inden de med fuld sikkerhed kan tilbyde danskeren en kontrakt, har Allentoft fået at vide.
- Hvis man kigger på mine statistikker fra det seneste halvandet år, burde jeg på papiret ikke være en spiller, der går direkte ind og træner med i en top 3-klub i Finland. Jeg har været i tre klubber i 2. og 3. division, startet inde få gange, og der har også været kampe, hvor jeg slet ikke var udtaget.
Se videoen, som Patrick Allentoft sendte afsted, her:
- Jeg tror, at en klub på det niveau hurtigt kan se en spiller med potentiale. De ved, hvad det vil sige at være "fodbolduddannet", som vi kalder det fra Superliga-akademierne, hvor teknisk kvalitet, taktisk forståelse og tempo er grundlæggende krav i hverdagen. Og når man kommer fra sådan et miljø, kan trænere se det med det samme, siger Patrick Allentoft til Campo.
Husk du kan følge transfervinduet intensivt i Campos transferblog.
Læs mere her:

Brøndby IF












