Ond stemning: Napoli fordømmer AC Milan-cheftræners adfærd
De to storklubbers bænke er næppe på julekort med hinanden.

Det gik vildt for sig torsdag aften.
Inde på banen brillerede Rasmus Højlund med både mål og assist, da Napoli spillede sig i finalen i den italienske Super Cup med en 2-0-sejr over AC Milan.
I de to tekniske felter var det anderledes uskønt.
De to holds bænke røg nemlig ud i alvorlig mundhuggeri ad flere omgange.
Særligt to hændelser inde på banen, hvor Napoli ville have AC Milans spillere udvist, tændte ild i kampen på sidelinjen.
Og selvom den slags har god underholdningsværdi, gik det nok trods alt over gevind.
Det mener i hvert fald Napoli, der dagen derpå i en officiel udmelding fordømmer AC Milan-cheftræner Massimiliano Allegris opførsel overfor Gabriele Oriali, der er sportskoordinator i Napoli.
- Napoli fordømmer fuldt og fast AC Milan-cheftræner Massimiliano Allegris opførsel. Under den italienske Super Cup-semifinale, i tilstedeværelse af flere folk på sidelinjen og på live tv, gentagne gange svinede Gabriele Oriali voldsomt til med fornærmende sprogbrug.

- Vi håber, at dette fuldstændig ukontrollerede angreb ikke går ubemærket hen, især fordi det med 33 kameraer involveret i kampens produktion er umuligt ikke at have set, hvad der skete, skriver Napoli.
Efter slutfløjt var stemningen endnu så dårlig, at Napoli-cheftræner Antonio Conte og Massimiliano Allegri ikke gav hinanden hånden.

AC Milan
Napoli













