Fredag i Roskilde – Freitag er tilbage
FC Roskilde har hentet Mads Freitag i Næstved Boldklub.

Så er det blevet fredag i Roskilde, og det er blevet fejret med et indkøb af… Freitag.
Mads Freitag, der tidligere har været udlejet til FC Roskilde, bliver nu permanent spiller i klubben.
– Jeg er utrolig glad for at skrive under med FC Roskilde. Mit sidste ophold i klubben var den bedste tid i min karriere, og jeg var ked af, at det ikke blev til en permanent løsning dengang.
Sidst Freitag var i Roskilde, blev det til fem mål i 27 kampe for klubben, som han var med til at rykke op i 1. division.
– Da min kontrakt udløb med Næstved, var mit eneste fokus at komme tilbage og rykke op med FC Roskilde endnu en gang.
I denne sæson er det ikke blevet til meget spilletid for den 23-årige offensivspiller. Han har blot optrådt i 13 minutter for Næstved.

– Jeg glæder mig virkelig meget til at komme tilbage i omklædningsrummet. Der er både nye og kendte ansigter, og jeg ser frem til gensynet. Det bliver rigtig godt, lyder det fra Mads Freitag.
Mads Freitag får nummer 15 i FC Roskilde.

FC Roskilde













