DBU snupper Brøndby-direktør Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

DBU snupper Brøndby-direktør

DBU er endnu engang gået på rov hos naboerne fra Brøndby IF.

Ole Palmå slår hænderne ud til siden.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke langt fra kontorene på Brøndby Stadion til kontorene på DBU Allé i Brøndby.

Den korte tur tager Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, i 2026, hvor han bliver kommerciel direktør i DBU.

Tidligere på året var det kommunikationschef Christian Schultz, der tog den samme tur fra en tilsvarende stilling i Brøndby IF.

Ole Palmå forlader Brøndby IF efter i alt 16 år over to omgange og lige godt seks år som administrerende direktør - en stilling han senest har haft siden juli 2019.

- Jeg har haft mange fantastiske år i en klub, der ligger mit hjerte meget nær. Det har været et enormt privilegium at arbejde med fans, partnere, frivillige og kolleger og mærke det enorme engagement og den dybe kærlighed, de har til klubben. Brøndby IF er i sandhed et helt igennem unikt fællesskab, og jeg sætter stor pris på de mange og stærke bånd, jeg har knyttet på tværs af dét fællesskab.

Ole Palmå slår hænderne ud til siden.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Samtidig er jeg stolt. Stolt af at vi har skabt nogle af de bedste fan- og partneroplevelser i Norden og ikke mindst stolt af, at vi har sammensat et fantastisk dygtigt team, som har løftet klubbens kommercielle forretning med et trecifret millionbeløb, lyder det fra Palmå.

I Brøndby IF er bestyrelsen allerede gået igang med at finde Palmås afløser i stillingen som administrerende direktør.

Palmå vil i den kommende tid overdrage sine opgaver i Brøndby, så han planmæssigt kan starte hos DBU i første kvartal i 2026.

Selvom han nu forlader Brøndby IF, så bliver det altså ingenlunde til et farvel til fodbolden for 56-årige Palmå.

- Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde i toppen af dansk klubfodbold gennem to årtier. Nu får jeg en unik mulighed for at løfte det arbejde op på et nationalt niveau. Der er intet som fodbold, der forener danskerne, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i og omkring dén passion med ansvaret for den kommercielle udvikling omkring de danske landshold og en bredde med næsten 380.000 fodboldspillere i alle aldre, lyder det fra den nye kommercielle direktør i DBU.

Ole Palmå kom første gang til Brøndby i maj 2004, men han forlod jobbet igen små syv år senere til fordel for et direktørjob i PowerBrands A/S.

Efter to år i den stilling blev han ansat som CEO i FC Nordsjælland, inden Brøndby hentede ham tilbage til den københavnske vestegn i april 2017.

Mest læste

Notifications

Notifikationer