Brøndby med markante ændringer i vinteropstarten
Flere ting er lavet om for Brøndby, når de i januar møder ind efter juleferien.

Når Brøndby IF den 8. februar går på banen til superligakampen mod Randers FC, bliver det på bagkant af en måneds vinteropstart.
Fredag har Brøndby offentliggjort sin vinteropstart, og der er flere ændringer på programmet for Brøndby-spillere og ledere.
Truppen møder ind fredag den 9. januar, hvor den står på obligatoriske fysiske test.
Allerede to dage senere rejser klubben på træningslejren, der i år er delt op i to.
Første ophold bliver i spanske La Manga, inden truppen den 20. januar rejser direkte fra den spanske østkyst til den portugisiske sydkyst og Algarve, hvor klubben igen i år deltager ved The Atlantic Cup.
Inden afrejsen fra Spanien møder Brøndby IF den 17. januar polske Piast Gliwice.
To kampe samme dag
Ved The Altantic Cup møder Brøndby den to amerikanske MLS-klubber på samme dag.

Den 26. januar skal holdet klokken 14 op mod Real Salt Lake, mens det klokken 19:30 bliver til en gensyn med Christian Cappis, når FC Dallas står på den modsatte banehalvdel.
Som en sidste test inden superligastarten, tager Brøndby 1. februar klokken 15 imod OB hjemme i Brøndby.
Som noget nyt rejser Brøndbys U19-hold fra Brøndby Masterclass med på træningslejren i Portugal, hvor de støder til sammen med førsteholdstruppen den 20. januar.
For de fleste superligatrupper gælder det, at de møder ind mandag den 5. januar. Brøndby-spillerne kan altså se frem til en lidt længere ferie end flere af konkurrenterne.
Brøndby IF












