Dansk fodbold skylder Åge Hareide en stor tak
Åge Hareide spillede en stor rolle i at genoplive det danske landshold, mener Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen.

Det er en særdeles trist dag for dansk og norsk fodbold, og naturligvis allermest for familien Hareide, som vores tanker går til.
Jeg husker Åge Hareide som træneren, der satte skik på det danske landshold igen efter et par store skuffelser med missede slutrunder i Brasilien i 2014 og Frankrig i 2016.
Åge Hareide nød godt af, at Christian Eriksen voksede sig til en verdensklassespiller, men han var også en af flere katalysatorer, der hjalp Eriksen på den rette vej, og som satte Eriksen i centrum for det danske landshold, da det var det helt rigtige at gøre.
Også Simon Kjær stortrivedes og var en topspiller i de år, hvor Hareide, som med Eriksen, nød godt af det arbejde, Morten Olsen havde gjort i de svære år forinden.
Jeg husker Åge Hareide som en imødekommende og yderst engageret fodboldmand, der satte pris på en god fodboldsnak.
Der var naturligvis skepsis over, at en nordmand var chef for det danske landshold, og Hareide fik bestemt også masser af kritik for at prioritere en solid defensiv organisation, når mange nok så Danmark sprudle endnu mere med en mere angrebsvillig type fodbold,
Men han kløede på med krum hals og var særdeles uheldig med, at corona skød EM 2020 i sænk og flyttede det til 2021, hvor nordmanden ikke fik mulighed for at gøre sit arbejde færdigt.

Man kunne fornemme den lune og det engagement, han udstrålede som træner og som privatperson.
Det er så trist og urimeligt, at en mand med alt det mod på livet skal herfra nu, når appetitten på oplevelser stadig var stærk, som de oplevede så sent som i sommer i Norge med Hareide som engageret tv-ekspert.
Dansk fodbold skylder ham en stor tak for at sætte skuden på ret kurs efter svære år, og jeg ved, hans efterfølgere Kasper Hjulmand og Brian Riemer også sætter stor pris på hans bidrag.
Læs mere om Åge Hareide her:














