Widzew-boss: Derfor henter vi Lerager
Lukas Leragers store renommé gjorde ham attraktiv for den polske klub.

219 kampe for FC København og ti kampe på det danske landshold.
Sådan ser Lukas Leragers CV ud, og dermed var den kontraktfrie dansker en ombejlet herre, da kontrakten med FC København udløb ved årsskiftet.
Det blev polske Widzew Lodz, der løb med danskerens underskrift, og det glæder klubbens bestyrelsesmedlem med ansvar for sport, Dariusz Adamczuk.
På klubbens hjemmeside har han givet interview i forbindelse med præsentationen af Lukas Lerager, og han lægger ikke skjul på, at klubben er lykkelig over at have lokket en dansker med et stort CV til klubben.
- Vi er meget glade for, at en spiller med så stort et renommé slutter sig til holdet. Lukas Lerager har gennem de seneste år været en meget vigtig spiller for et hold, der regelmæssigt har vundet det danske mesterskab.

Erfaringen fra de store europæiske ligaer samt Champions League, som Lerager har spillet med FC København, har været en af grundene til, at Widzew har jagtet danskerens underskrift.
- Tidligere har han med succes spillet i Ligue 1 og Serie A, og så sent som i efterårssæsonen var han i startopstillingen i Champions Leagues gruppespil. Vi tror på, at Lukas vil give Widzew både en enorm mængde kvalitet og den nødvendige erfaring, siger Dariusz Adamczuk til klubbens hjemmeside.
Lukas Lerager har fået kontrakt til 2028 i den polske klub.
Herunder kan du læse om Lukas Leragers egne tanker om skiftet.














