Komet belønnes og rykkes op i FCK-truppen
Viktor Dadason vil fremover være en fast del af FC København-truppen.

17-årige Viktor Dadason har spillet sin sidste U19-kamp for FCK Talent.
Den unge FCK-komet er nemlig blevet rykket permanent op i FC Københavns førsteholdstrup.
Det bekræfter FCK på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.
Stortalent har været et lyspunkt for FCK i et svært efterår, og han er stolt af, han nu er fast inventar på førsteholdet.
- Det er stort for mig og en målsætning i sig selv at rykke op i førsteholdstruppen. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for, og som jeg drømte om, da jeg i første omgang kom til F.C. København.

- Nu handler det om at fortsætte udviklingen og blive ved med at tage næste skridt hver dag. Jeg ved godt, at der stadig er meget at arbejde med, men jeg glæder mig virkelig til udfordringen, siger Dadason til FCK's hjemmeside.
Dadason har scoret seks gange i 14 kampe i efteråret.
Den unge angriber har ifølge Transfermarkt kontraktudløb med FCK i 2028.

FC København












