Chikane og trusler: Celtic-formand trækker sig
Peter Lawwell har trukket sig fra posten som bestyrelsesformand, efter at han har oplevet chikane og trusler fra klubbens fans.

Uroen ulmer i Celtic.
Den skotske traditionsklub har ikke fået nogen ønskestart på sæsonen, og tidligere på efteråret trak Brendan Rodgers sig som cheftræner, hvilket fik klubejeren Dermot Desmond til at sige, at den nordirske træner havde bidraget til et 'giftigt miljø'.
Siden har klubben fået en ny cheftræner ind i form af Wilfried Nancy, som indtil videre har tabt sine første tre kampe i spidsen for Glasgow-klubben.
Og nu kan Celtic bekræfte endnu en afgang. Den mangeårige bestyrelsesformand Peter Lawwell har nemlig også meldt sin afgang i klubben. Det gør han, da han oplever, hvad han betegner som chikane og trusler fra klubbens fans.
Polemikken grunder i, at et udsnit af Celtics fans har brugt store dele af efteråret på at køre kampagner imod bestyrelsen, som har begået 'groft ledelsessvigt' i fansenes øjne.
The Scottish Sun kunne tidligere i December berette, hvordan et udsnit af fansene havde ophængt eftersøgningsplakater med bestyrelsesmedlemmernes navne og ansigter på - blandt andet tæt på medlemmernes private boliger. Tilmed skriver The Sun, at en plakat også blev ophængt i nærheden af en skole, som et barn af et af bestyrelsesmedlemmerne går på.
Og Peter Lawwell har også modtaget chikane og trusler, forklarer han, hvilket er grunden til, at han nu stopper i klubben efter sammenlagt 20 år.

- Det er med sorg, at jeg meddeler min beslutning om at træde tilbage som formand for Celtic FC.
- Jeg mener, at mine 18 år som administrerende direktør og tre år som formand i klubben har vist min evne til at møde og overvinde udfordringer på mange fronter, men chikane og trusler fra visse sider er taget til og er nu utålelige. De har rystet og skræmt min familie. På dette tidspunkt i mit liv har jeg ikke brug for dette. Jeg kan ikke acceptere det, og derfor forlader jeg den klub, jeg har elsket hele mit liv.
- Motiverne og målene hos disse kritikere må andre undersøge. Jeg foretrækker at se tilbage på min karriere i Celtic med dyb taknemmelighed og tilfredshed, siger han til klubbens hjemmeside.
Peter Lawwell startede i klubben som administrerende direktør i 2023 - en stilling, han bestred i 18 år. I 2023 vendte han så tilbage som bestyrelsesformand, men nu er han altså færdig i klubben på ny.
Celtic oplyser på sin hjemmeside, at bestyrelsesmedlemmet Brian Wilson overtager posten fra Peter Lawwell på foreløbig basis, indtil en erstatning er fundet.
Den tidligere Celtic-træner Brendan Rodgers har fundet sin nye klub. Læs mere her.

Celtic












