AaB forlænger med sæsonens store lyspunkt
Nordjyderne holder på islandske Nóel Atli Arnórsson.

Der er blevet føjet to år til Nóel Atli Arnórssons kontrakt i AaB.
Den islandske midterforsvarer havde i forvejen kontrakt med nordjyderne til sommeren 2027, men onsdag har han sat sin signatur på en kontrakt, der løber til sommeren 2029.
Det skriver AaB på sin hjemmeside.
Nóel Atli Arnórsson fik i august 2023 debut for AaB i en alder af bare 16 år og 319 dage, og selvom det allerede i sidste sæson blev til 16 kampe i Superligaen, så er gennembruddet for alvor kommet efter nedrykningen til Betinia Ligaen.
Det er endda til trods for en vanskelig start på sæsonen.
Allerede i anden spillerunde fik Arnórsson nemlig direkte rødt kort i kampen mod Hillerød, og derfor måtte han i de to efterfølgende kampe tage plads på tribunen med karantæne.

Siden har han dog spillet samtlige kampe i Betinia Ligaen for Steffen Højers tropper.
- Et er at få sin første kontrakt, men allerede nu at få en forlængelse af min aftale er kæmpestort for mig. Det er jo et bevis på, at man stoler på mig, hvilket er sindssygt fedt og giver ekstra motivation til at udføre det hårde arbejde, lyder det fra Arnórsson.
Den islandske U21-landsholdsspiller kom til AaB fra samarbejdsklubben Aalborg KFUM allerede som 11-årig.
- Det er klart, at jeg efter mange år i Aalborg og snart ni år i AaB føler mig hjemme her, og nu er jeg også parat til næste step og tage endnu mere ansvar for klubben. Der er kommet styr på tingene, og jeg synes, både holdet og klubben er på vej i den rigtige retning, hvilket også er et godt skridt i forhold til at skabe resultater og opfylde vores målsætninger i fremtiden, siger Nóel Atli Arnórsson.
Også i AaB er der glæde over, at det nu bliver til en forlængelse.
- Nóel er en spiller, der har taget hele turen op igennem vores eget akademi. Han blev rykket op som seniorspiller et år før tid og er ellers bare gradvist vokset med tingene, siger AaB’s sportschef John Møller.
- AaB Akademiet er til stadighed helt afgørende i vores sportslige strategi, og Nóel er i den sammenhæng bare et knaldgodt eksempel på, når tingene lykkes. Spilletid og tillid har været med til at løfte ham, og så har Nóel af en ung spiller at være et ukarakteristisk højt bundniveau; han er stabil i sine præstationer og løser de opgaver, han bliver tildelt – uanset om det er i midterforsvaret eller i venstre forsvarsside, og derfor er vi selvfølgelig også meget glade for at have fået en ny aftale på plads, fortæller John Møller.
Nóel Atli Arnórsson ståt noteret for i alt 44 førsteholdskampe for AaB, ligesom han har spillet 21 ungdomslandskampe for Island.
Han kom til Danmark i 2016, da hans far, Arnór Atlason, skrev kontrakt med håndboldklubben Aalborg Håndbold. 41-årige Arnór Atlason er i dag cheftræner for håndboldklubben TTH Holstebro.
AaB












