Free Kobbie Mainoo: Brormand hjælper “fængslet” United-stjerne
Kobbie Mainoos bror havde et klart budskab med på sin t-shirt mandag aften.

Der kan efterhånden ikke være så meget at være i tvivl om.
Kobbie Mainoo har på rygtebasis gerne ville væk fra Manchester United, men det har han ikke fået lov til.
I stedet har han tilbragt sæsonen på bænken. 11 kampe er det blevet til i Premier League - alle som indskifter.
Og skulle man være i tvivl om, hvad den 20-årige midtbanespiller går og ønsker sig denne vinter, så har hans halvbror, Jordan Mainoo-Hames, et ret så tydeligt svar.
Til mandagens dramatiske 4-4-kamp mellem United og Bournemouth på Old Trafford, havde Jordan Mainoo-Hames nemlig en t-shirt på med følgende tekst:
- Free Kobbie Mainoo.
Det kan oversættes til "befri Kobbie Mainoo" og er en tydelig reference til det faktum, at den 20-årige englænder hverken har fået lov til at skifte klub eller starte inde under United-manager Ruben Amorim.
Kobbie Mainoo blev skiftet ind og fik den sidste halve time i mandagens pointdeler.

Der kan dog være godt i vente for Kobbie Mainoo.
Inden mandagens kamp fortalte Ruben Amorim nemlig, at han er åben overfor at tale med den unge midtbanespiller om fremtiden, hvis hans ønske fortsat er at forlade Manchester United på en lejeaftale denne vinter.

Kobbie Mainoo skulle i sommer have anmodet om netop at komme på leje.
Han startede inde i EM-finalen 2024 for England, men er siden røget ud af billedet hos landstræner Thomas Tuchel.
De seneste beretninger går på, at han ønsker at skifte til Napoli for at spille sig ind i den engelske VM-trup.
Her kan han i givet fald se frem til at blive holdkammerater med Rasmus Højlund, der også er udlejet fra United til den syditalienske storklub, samt Scott McTominay.
Manchester United












