Juventus afviser skambud fra skandalefirma
Juventus’ ejere i familien Agnelli har ingen intentioner om at sælge.

Hvad skal en fodboldklub koste?
Mens de fleste fodboldspillere, selv fra allerøverste niveau, stadig handles og forhandles i millionbeløb, koster de største fodboldklubber i verden milliardbeløb.
Sådan et tilbud er røget afsted på Juventus, og det var fra en kontroversiel kant.
For det var kryptofirmaet Tether, der ville købe Juventus af familien Agnelli, der gennem et århundrede har drevet FIAT og haft stor succes med den store fodboldklub i Torino.
- Juventus, vores historier og vores værdier er ikke til salg, siger Juventus-formand John Elkann til klubbens eget website.

- Juventus har været del af min familie i 102 år. Gennem et århundrede har fire generationer gjort den [klubben] stærk, taget sig af den i svære tider, og fejret den i mange store stunder. Vi fortsætter med at støtte vores trup og ser ind i en fremtid, hvor vi bygger et vindende Juve, siger John Elkann.
Langt mere værd
Ifølge ESPN var buddet fra Tether af en værdi omkring en milliard euro.
Følg også vinterens transfers her i Campos liveblog fra transfermarkedet!
Mens et bud på en milliard euro, omkring 7,5 milliarder kroner, lyder af meget, er det i moderne topfodbold på tærsklen til 2026 et decideret skambud.
Juventus er vurderet af Forbes til over 15 milliarder kroner, og en handel med klubben ville givetvis overstige det beløb.
Tether har som mange andre kryptofirmaer været omgærdet af et væld af kontroversielle sager med hvidvaskning af penge og tvivlsom forretningspraksis.
En række af Juventus' største rivaler som AC Milan, Inter og AS Roma er ejet af udenlandske investorer.













