Saudi-prins vil købe FC Barcelona for monsterbeløb
Der meldes nu om et gigantisk bud fra den saudiarabiske kronprins, der drømmer om at købe den catalanske storklub.

Det er på ingen måde småpenge.
Beretninger fra El Chiringuito-journalisten Francois Gallardo går på, at den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, har set sig lun på FC Barcelona.
Også i en sådan grad, at han overvejer at byde på den catalanske storklub.
Og hvor mange penge kan han så grave op af sine lommer, der er uendeligt meget dybere end så mange andres? Intet mindre end 10 milliarder euro. Det svarer til 75 milliarder kroner.
Rygtet har sin grobund i Saudi-Arabiens ønske om at træde yderligere ind i global sport og dermed få øget indflydelse.
Ifølge beretningerne fra Francois Gallardo, vil det enorme beløb på 10 milliarder euro også være nok til, at Barca kan slippe af med sin nuværende gæld på 2,5 milliarder euro og samtidig give den saudiarabiske kronprins fuld kontrol over klubben.
Der er dog lige det ene - og langt fra uvæsentlige - problem. Barcelona kan nemlig ikke bare sådan lige købes helt og aldeles af en enkelt person.
Den catalanske storklub er nemlig skruet sådan sammen, at den faktisk ejes af dens medlemmer. Mange medlemmer.

I Spanien skulle man derfor se den saudiarabiske kronprins' tilnærmelser som mere symbolske end så meget andet.
Ikke desto mindre skulle det angivelige bud stadigvæk have skabt en form for fascination i Spanien.
FC Barcelona












