FCK-boss klapper i om transferplaner Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FCK-boss klapper i om transferplaner

Sune Smith-Nielsen kigger ind i et nyt transfervindue, men han vil ikke ud med, hvad han har i støbeskeen.

Sune Smith-Nielsen i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

📍 Campo i Parken

Sune Smith-Nielsen troppede lørdag aften op foran pressen efter sejren mod Esbjerg fB i Oddset Pokalen.

De fleste af spørgsmålene omhandlede Jacob Neestrup, men FC København-sportsdirektøren blev også spurgt ind til det kommende transfervindue.

Smith-Nielsen var dog ikke meget for at afsløre sine planer, da han blev spurgt ind til, hvad klubben kigger på i transfervinduet.

- Nej, det ved du også godt (at han ikke kan afsløre, red.). Det er lidt der, hvor man er nødt til at være kedelig. Vi har lagt en transferplan, og den sidder Andreas (Hintze Rocks, teknisk direktør, red.) og hele hans stab og arbejder efter.

- Vi går snart ind i et transfervindue, der åbner op, og så har vi januar til at finde ud af, hvad vi eventuelt må gøre, siger Smith-Nielsen til Campo og den øvrige presse.

Sune Smith-Nielsen i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FCK er i semifinalen i Oddset Pokalen, men i den hjemlige liga overvintrer holdet på en meget skuffende femteplads.

Løverne går ind til forårssæsonen med et skidt udgangspunkt, men da FCK-bossen bliver spurgt ind til, om Jacob Neestrup har en trup, der berettiger til mere end en femteplads, understreger han, at der er flere faktorer, der skal tages højde for.

- Det er jo det der spørgsmål, som er så svært at svare på, for vi er jo ikke tilfredse med at være på femtepladsen. Så må du gå ind og kigge på, hvad der har gjort, at vi har fået skader? Hvad har gjort, at nogle spillere har haft svært ved at præstere i perioder? Hvorfor er vi så trætte til sidst?

- Og i den forbindelse er det fair at kigge på, om der er steder i truppen, som vi ikke har været ramt perfekt. Det er jo det, vi er kritiske på, når vi sidder og evaluerer, og som vi har gjort i de seneste uger. Så selvfølgelig må vi være kritiske på, om der er nogle steder, hvor kvaliteten ikke har været så god, siger han.

Hvor holdet konkret kan forbedres - eller hvad klubbens evaluering er mundet ud i - vil han dog ikke komme nærmere ind på.

FCK's første kamp i det nye år er den 20. januar mod Napoli i Champions League.

FCK åbner 2026 mod Napoli – men bliver det med Neestrup? foto
FCK åbner 2026 mod Napoli – men bliver det med Neestrup?

Mest læste

Notifications

Notifikationer