Enormt pres: Det er David Nielsen fantastisk til
Horsens-direktør Esben Hansen gør status på efterårssæsonen.

AC Horsens har vakt opsigt i dansk fodbold med enorme investeringer i klubbens anlæg, stadion og truppen.
Både førsteholdet i 1. Division og U/19-holdet har fået et tryk, man ellers kun ser i midten og toppen af Superligaen.
Derfor er presset på Horsens også tårnhøjt i denne sæson, hvor man har et langt større spillerbudget end alle andre, inklusiv nedrykkerne AaB og Lyngby, og end flere Superliga-klubber.
Tæt opløb i 1. Division
Oprykning til Superligaen balancerer på en knivsæg med Horsens på 29 point, tre færre end Lyngby og Hillerød.
Så luppen er i den grad på Horsens, og det er klubbens direktør Esben Hansen 100 procent bevidst om.
- Der er et enormt stort, internt pres i klubben. Når man sætter nogle høje ambitioner, og man rekrutterer en masse dygtige mennesker, så følger der et pres med i at skulle levere nogle resultater og noget udvikling, en proces, der fungerer for klubben på kort og lang sigt, siger Esben Hansen til Campo.
- Så det pres er der, og det er nok også i virkeligheden den største forskel på os og andre klubber i den her række. Vi opererer med et reelt pres i klubben. Det gør mange af de andre klubber, sagt med al respekt, ikke. Det er en anden måde at drive forretningen på, men det har også en helt anden upside, når tingene så lykkes. Og vi ser, at vi er et rigtig godt sted, siger Horsens-direktøren.
Vild række
Der er 14 runder tilbage, heraf ti i slutspillet, og presset bliver med garanti ikke mindre i det nye år.
Ingen klubber i 1. Division har fuldt ud overbevist om, at de er et sikkert kort til Superliga-oprykning.
Det skal David Nielsen og spillerne vise i foråret, og Esben Hansen har tiltro til, de kan løfte opgaven, også selv om efteråret bød på skuffelser undervejs.

- Nu hørte jeg Steve Cooper sige, at Superligaen er en god og svær række, og at kvaliteten er lidt undervurderet. Det samme synes jeg godt, man kan sige om 1. Division. Alle har et minimum-setup, hvor man skal differentiere sig. Der er kun få, der ikke har en fysisk træner eller analytiker, de fleste klubber har fuldtids-setup.
- Så man skal være kvikkere og mere hårdtarbejdende, og det arbejder vi på. Det er også derfor, vi har lavet et tweak, hvor Mads Kristensen kommer til, siger Esben Hansen om den nye First Team Coach i Horsens.
- David og jeg har været enige om, at vi har brug for noget mere i trænergruppen, og det er vi rigtig glade for er lykkedes, siger Esben Hansen.
Det er David Nielsen fantastisk til
David Nielsen er med afstand den største trænerprofil i 1. Division, og han er manden til jobbet, mener Horsens-direktøren.
- David har været supergod til at forstå vores projekt. Han er rigtig god til at indgyde tro på tingene hos spillerne - unge som gamle.
-Han er en enormt stærk leder af fuldstændig højeste karakter til at lede en gruppe spillere. Det mærker man hele tiden i dagligdagen. Han har en tilstedeværelse, der er meget effektfuld. Og det skal vi sørge for at bevare, så energiniveauet hele tiden er, hvor det skal være i de rette situationer, siger Esben Hansen.
- David er en kommunikator på øverste niveau. Han er stærk i sin emotionelle ledelse af spillere og sin stab. Han er først og fremmest bare en god leder.
Hører til i Superligaen
Nu er missionen så at komme op i Superligaen, hvilket lader til overvejende at blive med den nuværende trup efter store udskiftninger i 2024 og 2025.
Læs også historien om Horsens' transferplaner i januar
Og presset er der, uden at der lurer nogen katastrofe om hjørnet, hvis det mislykkes, fortæller Esben Hansen.
- Det er ikke vores eksistensberettigelse, der er på højkant i forhold til, at vi rykker op i Superligaen. Men vi har en ambition og en realistisk målsætning om det. Jeg synes, vi har holdet til det, og at vi har faciliteterne til det. Vi har ageret på en måde, hvor det vil være en helt naturlig udvikling, at vi rykker op i Superligaen. Det er vigtigt for vores spillere, for David og trænerne, og for vores økonomi. Alle de ting bliver mere værd oppe i Superligaen, det hele vil få et løft, som vi er totalt gearet til.

- En af vores ambitioner er, at være en af de bedste organisationer i verden på vores niveau til at scoute spillere. Med al respekt og med al ydmyghed, så synes vi faktisk, at vi er et rigtig godt sted, hvad det angår.
- Og det er jo også yderligere noget, der vil have godt af at være i Superligaen, fordi tiltrækningskraften der er større. Men i forhold til, at vi talte sammen for et år siden, så er tiltrækningskraften jo også en helt anden nu, fordi folk kan se os udefra som en stabil og rolig organisation, hvilket jo ikke nødvendigvis var det ry, vi havde for et år siden, siger Esben Hansen.
Ifølge Horsens' eget regnskab brugte man 40 millioner kroner på transfers for nye spillere i 2024, hvor man havde et samlet underskud over 80 millioner kroner.
Også i 2025 vil klubben sandsynligvis komme ud med et stort underskud, selv om der kom over ti millioner kroner i kassen på spillersalg i sommer.
AC Horsens













