Superliga-boss skal finde nye transfer-kaniner
ANALYSE: Skal man være bekymret for Randers? Her er kronjydernes karakterbog for efteråret.

Hvordan har Superliga-klubberne klaret efterårssæsonen?
Med 2025 på hæld ser vi på, hvordan Superliga-klubbernes standpunkts-karakterer ser ud halvvejs.
I dag tager vi Randers FC under kærlig behandling efter en halvsæson, der ikke helt gik, som Rasmus Bertelsens mandskab havde håbet.
Randers FC's karakterbog
Præstationer i Superligaen: 4/10
Sværhedsgrad slutprogram: 7/10
Potentiale i truppen: 6/10
Karakter for sommerkøb: 4/10
Karakter for sommersalg: 7/10
Kontinuitet eller forandring: Store salg de seneste to år bider lidt.
Form frem mod 2026: Ujævn

Samlet karakter: 4/10
Har direktøren flere transferkaniner i hatten?
Randers FC har haft flere gode år i Superligaen med ture i Top 6 og store profilsalg.
Der er kommet et pænt stykke over 100 millioner kroner i kassen på at sælge spillere siden 2020, og når man er Randers FC og ikke hver midtuge spiller europæisk, er det et flot tal.
Men det kunne også mærkes inde på banen i efteråret, de mange spillerafgange.
Træfsikkerheden var blandt de laveste i Superligaen, og det er direkte medvirkende til, at Randers får svært ved denne gang at komme i Top 6.
17 mål i 18 kampe siger vel egentlig det hele, så her og nu skal Randers nærmere kigge nedad end drømme om nye storsalg og topkampe.
Nye esser på transfermarkedet?
Mohamed Toure er på Australiens landshold og skal muligvis til VM, så det er ikke sådan, at truppen er helt bar.
Men det virker oplagt, direktør Søren Pedersen og hans folk skal have skaffet offensiv forstærkning, hvilket der også må være råd til eller de store spillersalg og med Stephen Odeys stop ved kontraktudløb.

Wessel Dammers' kontraktudløb spøger også, og det ligner en situation, hvor Randers skal styre fri af nedrykning og så ellers skrue et brugbart hold sammen til næste sæson via transfermarkedet i januar og midt på året.
Det trækker op for Randers' udsigter, at et par gode unge spillere af egen avl har fået værdifuld spilletid og må forventes at gøre en større forskel i 2026.
Men de køb kommer Randers næppe om, for der mangler de typer som Tammer Bany, Mohammed Fuseini og Filip Bundgaard, der gjorde Randers til en spændende skole for unge offensivspillere.
Der har man ikke helt ramt plet i 2025, og det skal der rettes op på nu.













