Bye Bye Lukas Lerager
FC København sejrede uden de store problemer mod Esbjerg i årets og måske Jacob Neestrups sidste kamp for FCK.

📍 Campo i Parken
Tvivlsspørgsmålene er mange for FC København.
Hvem skal erstatte Lukas Lerager og kommer Jacob Neestrup til at være cheftræner i FC København efter vinterpausen er nok de mest presserende af dem.
Men på det fodboldmæssige plan blev året rundet af som forventet af de forsvarende danske mestre, da Esbjerg blev besejret på let vis i Parken 2-0 - samlet 6-2.
Læs Campos konklusion på opgøret i artiklen herunder.
Højdepunktet
Målet til 2-0 var godt nok et tiltrængt ét for FC København.
Ikke kun fordi det satte et definitivt punktum for københavnernes videre gang i pokalturneringen, som ikke engang Dominik Kotarski kunne fucke op med endnu en personlig fejl.
Målet kom også ud af et krigerisk oplæg af Mads Emil Madsen, der nærmest ofrede sit ve og vel med sin assisterende knold, som var lige ved at få en Esbjerg-støvle imod sig.

Og det er slet ikke dumt for FCK, at en spiller som Mads Emil går til vinterpause med en ekstra portion selvtillid i rygsækken. Især med tanke på at han formentlig skal gå ind som Leragers direkte erstatning efter årsskiftet.
Samme gælder målscorende Viktor Dadason, der trods sin store størrelse var en teknisk begavet fodboldspillere i de små rum, og som også agerede en god opspilsstation.
Nedturen
Han blev revet ud i halvlegen mod Sønderjyske, bænket mod Villereal og igen i aftenens opgør mod Esbjerg fB, så nedturen ud til at fortsætte for Pantelis Hatzidiakos.
Her var Pantelis igen henvist til bænken.
Grækeren er en af de spillere, der om nogen har personificeret den her usikkerhed, som har gjort københavnernes struktur så porøs.
Pasningerne har ikke siddet der. Fejlene har nærmest hængt på træerne. Og i kampen mod Sønderjyske mistede Jacob Neestrup endegyldigt tålmodigheden med sidste sæsons ubrydelige forsvarsduo.
Her blev Pantelis den store syndebuk, der blev ofret for bundsolide Junnosuke Suzuki, som nu endelig får lov til at gøre sig på sin vante plads i midterforsvaret efter en periode som fast og stabil højre back for løverne.
Pantelis kom ind og fik de sidste 30 minutter for FCK, hvor der ikke var det store at lave.
Overraskelsen
Der var ikke så meget i og omkring selve fodboldkampen, der vakte den store overraskelse.
Men fra et fodboldfagligt perspektiv var det mig en gåde, at FC København ikke havde prioriteret at have andre unge spillere med end Viktor Dadason til en pokalkamp, som uden tvivl ville have nydt godt af spilletid på førsteholdet.
Her tænker jeg blandt andet Dominik Sarapata, Jonathan Moalem og Liam West, som har været inde omkring Løvernes førsteholdstrup i tide og utide.

For FC København gik ind til kampen med en tomåls-føring i bagagen og kiggede ind i kamp, som de også gerne skulle vinde.
Men det lader til, at Viktor Dadason er den eneste unge FC Københavner, som Jacob Neestrup sådan rigtig stoler på til at have niveauet til førsteholdet. Eller også er der tale om en cheftræner, som ikke tør andet end at vælge the usual suspects.
Hvilket er utrolig bekymrende, når man tænker på, hvor kort der er til spilletid for andre spillere på tværs af den danske Superliga.
Det holder Campo øje med
219 kampe på fem år senere takkede Lukas Lerager endegyldigt af i FC København efter aftenens kamp mod Esbjerg fB.
Nu går spørgsmålet så bare på: Hvad så nu, Sune Schmidt-Nielsen?
For i sommer råbte Jacob Neestrup på to forstærkninger til sin tyndt besatte midtbane.
Han fik kun én i form af Mads Emil Madsen, som først mod slutningen og endda også kun i glimt har vist, at han kan begå sig på Neestrups midtbane.
Derfor er spotlyset på ny rettet mod den presse sportsdirektør, der på ny skal ud på transfermarkedet og finde ikke blot én midtbanespiller. For med Lerager ude, så er jeg ikke i tvivl om, at Jacob Neestrups igen har to centrale midtbanespillere højt stående på ønskelisten.
Og det bliver ikke billigt. Det skal ikke være en Sarapata part 2 det her. For Neestrup har brug for to midtbanefolk, der hver især kan gå direkte ind i startopstillingen hos klubben, der slår sig op på at være den største klub i fodbolddanmark. Hvis ikke Skandinavien.
Først må vi se, om Jacob Neestrup stadig er at finde i hovedstaden efter vinterens transfervindue. Men hvis han er, så tror jeg ikke, at han denne gang kommer til at nøjes med én erstatning, når han kalder på to.
F.C. København
Esbjerg fB












