Kan AGF-profil spille mod OB?: – Tvivlsomt med fuld tid i begge kampe
Nicolai Poulsen kører på de sidste dampe inden vinterpausen.

AGF kunne denne weekend gå på juleferie i Superliga-regi.
Det gjorde de med førstepladsen i behold, så nu gælder der 'bare' to kvartfinaleopgør i Oddset Pokalen, hvor OB venter.
Her kan der dog komme trætte ben i spil, for efterårssæsonen har været hårdt ved AGF'erne.
En af dem, der skal æde sig selv, er Nicolai Poulsen. AGF-profilen tvivler på, at han kan spille for fuld drøn, men han vil gøre alt, hvad han kan.
- Vi skal se på det med den fysiske stab. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at det nok ikke er så sandsynligt, at jeg spiller 90 minutter i begge kampe. Så vi må se, hvordan vi får korrigeret det med spilletiden. Det bliver 100 procent en faktor, siger Nicolai Poulsen til Aarhus Stiftstidende.
AGF-veteranen blev sparet til tirsdagens træning, og det var da også et tema for cheftræner Jakob Poulsen, da han mødte pressen samme dag.
Han forsikrer dog, at holdet står klar til det første opgør mod OB.
- Den første kamp er ikke noget problem. Der kan vi starte alle de samme spillere inde, hvis det er det, vi vælger. Anden kamp må vi så se på, når vi møder ind på fredag, siger Jakob Poulsen til Campo og den øvrige presse ved tirsdagens træning.

Det første opgør mellem AGF og OB bliver spillet torsdag aften på Nature Energy Park i Odense. Der er kampstart klokken 19.00.
AGF har i ugens løb præsenteret to nye talenter fra klubbens akademisamarbejde i Afrika. Det ene talent har været jaget vildt af store klubber.
Læs mere her:

AGF
OB











