De er på vippen i Brøndby Foto: Ritzau/Scanpix

De er på vippen i Brøndby

Svingdøren i Brøndby kan komme til at rotere heftigt til januar.

Noah Nartey med Stijn Spierings, Jordi Vanlerberghe og Steve Cooper.
Foto: Ritzau/Scanpix

En vinterpause kan komme belejligt, og så kan den komme ubelejligt.

I Brøndbys tilfælde er der næppe nogen tvivl om, at man gerne havde spillet yderligere et par kampe, før gløgg og juleand bliver sat på bordet.

Sådan er virkeligheden dog ikke for klubben fra den københavnske vestegn, der formentlig skal bruge noget stærkere en gløgg for at få de sidste tre kampe i 2025 til at glide ned.

Et derbynederlag til FC København efterfulgt af nederlag til begge Superligaens to nedrykningsfavoritter fra FC Fredericia og Vejle Boldklub efterlader Brøndby et sted, hvor ingen længere er i tvivl om, at der skal ske noget.

Det var cheftræner Steve Cooper heller ikke sen til selv at fortælle efter nederlaget i Nørreskoven mandag, hvor waliseren dog ikke for alvor fik uddybet, HVAD der skal ændres.

Tre Brøndby-nederlag på stribe: Klubben har brug for forandring foto
Tre Brøndby-nederlag på stribe: Klubben har brug for forandring

Der er næppe nogen tvivl om, at fodbolddirektør Benjamin Schmedes ser frem mod en travl vinter, hvor markante ændringer i Brøndbys spillertrup sagtens kan være på tegnebrættet.

Det være sig både tilgange og afgange.

Særligt Brøndby-spillere med pas fra Benelux-landene må rejse på juleferie med en reel risiko for ikke at vende retur til Borgmester Kjeld Rasmussen Boulevard i det nye år.

Stijn Sperierings

Den hollandske midtbanespiller fylder 30 til marts, og trods halvanden sæson i klubben har han fortsat til gode at overbevise.

Spierings har med bare to undtagelser spillet samtlige kampe for Brøndby i indeværende sæson, men det må alt andet lige være i mangel på bedre og mere kvalificerede midtbanespillere.

Daniel Wass' karantæne i starten af november gav i to kampe Spierings fuld spilletid i kaptajnens fravær, men den tidligere Lens- og Toulouse-spiller har ikke ligefrem fået Brøndby-fansene til at klappe i hænderne.

Lægger man dertil, at unge Mathias Jensen lader til at have en stor stjerne i Steve Coopers bog med pladser i startopstillingen i de seneste fem kampe, må Spierings være den midtbanespiller, Brøndby har nemmest ved at undvære.

Spierings kom til klubben på en fri transfer med over 100 kampe i den franske Ligue 1 på cv'et, og blandt andet derfor ligger han også i den tunge ende af lønskalaen i Brøndby.

Han har kontrakt til sommeren 2027, men det vil bestemt ikke være nogen overraskelse, hvis han ikke længere er i klubben, når Randers FC kommer på besøg på Brøndby Stadion den 8. februar.

Jordi Vanlerberghe og Stijn Spierings i omfavner hinanden.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jordi Vanlerberghe

Belgiske Jordi Vanlerberghe ligner en mand, der er suverænt nederst i Brøndbys midterforsvars-hierarki.

Frederik Alves og Luis Binks er indlysende foran belgieren i køen, men også den naturlige højreback Sean Klaiber er formentlig foran Vanlerberghe til pladsen i det centrale forsvar.

Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag - download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Vanlerberghe har til januar haft to år på den københavnske vestegn, og også han runder næste år de 30 med halvanden år tilbage af sin kontrakt.

Vanlerberghes tid i Brøndby kan blive reddet af, at klubben sælger en anden midterforsvarer, hvor særligt Rasmus Lauritsen også er i spil, men sker det ikke, kan belgieren nemt tænkes at være fortid i klubben allerede til januar.

Sean Klaiber

I modsætning til Spierings og Vanlerberghe har Sean Klaiber ikke haft mulighed for at influere Brøndbys dårlige sæsonafslutning, da han har siddet ude med et mindre brud på foden i de seneste seks kampe.

31-årige Klaiber er siden sit skifte fra hollandske Utrecht for to og et halvt år siden blevet en værdsat spiller blandt særligt Brøndbys fans, men kigges der i Brøndby mod en foryngelse af truppen, vil forsvarsspillerens navn være et af de første, der falder i øjnene.

Klaiber forlængede i februar sin kontrakt til sommeren 2027, og selvom han i den forbindelse erklærede både sin egen og sin families kærlighed til Brøndby og Danmark, så er det formentlig ved at være sidste chance, hvis Klaiber skal prøve noget andet i sin karriere.

Brøndby har i Oliver Villadsen en direkte afløser for Klaiber på højrebacken, mens det ser mere skrøbeligt ud, hvis man anser Klaiber for at være midterforsvarer.

Noah Nartey

Noah Nartey er på en og samme tid det mest og mindst åbenlyse bud på en Brøndby-spiller, der har spillet sin sidste kamp for klubben.

Det er selvsagt ikke Narteys manglende fodboldmæssige egenskaber, der gør ham til en afgangskandidat i Brøndby i januar. Snarere hans manglende evne til at skrive under på en forlængelse.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Nartey har kontraktudløb i sommeren 2027, og lykkes det ikke Brøndby at få ham til at forlænge den aftale, er eneste reelle mulighed et farvel.

Bejlere kommer det næppe til at skorte på, og hos Brøndby kan de formentlig godt bruge det transferbeløb, et salg af Nartey kan indbringe.

Alternativet er, at Brøndbys mest værdifulde spiller smutter kvit og frit om halvandet år - et alternativ som ikke bare vil skade Brøndby økonomisk men også på selvforståelsen.

Mest læste

Notifications

Notifikationer