Eksklusivt: Superligaen jagter Divisions-stjerne
Der er ifølge Campos oplysninger stor interesse fra både ind- og udland for Koldings dygtige målmand.

Lennart Moser har imponeret i Kolding IF siden ankomsten for knap to år siden.
Den 25-årige målmand har været en sikker sidste skanse for 1. divisionsklubben, og de gode præstationer har også vækket opmærksomhed rundt i fodboldeuropa.
Også fra den hjemlige andedam.
Ifølge Campos oplysninger tiltrækker Moser sig interesse fra 3F Superliga, men også fra klubber i Spanien, Tyskland, Sverige og Norge, som ønsker at hente målmanden allerede til januar.
Og meget tyder på, at det kommende transfervindue er sidste chance for de driftige sydjyder i Kolding IF, hvis man ønsker at indkassere en pose penge for Moser.
Målmanden har nemlig kontraktudløb til sommer, når sæsonen er færdigspillet.

Kolding kan allerede have afløseren på plads i form af den 22-årige slovak Adam Danko, som i denne sæson har ageret reserve for Moser, men som tidligere har bevist sit værd på blandt andet det slovakiske U21-landshold.
Kolding har indkasseret 20 mål i denne sæson. Kun AC Horsens har gjort det bedre med 15 mål imod.
Kolding IF












