City-comeback sætter pres på Alonso
Real Madrid tabte i egen hule til Manchester City og har ryggen mod muren.

Sædet er for alvor ved at blive varmt under Xabi Alonso i Real Madrid.
Blot to sejre i de seneste syv kampe var det blevet til før dagens opgør, og dermed var den spanske mastodont nærmest pisket til sejr mod Manchester City.
Det var dog det engelske hold, der endte med at trække det længste strå i den spanske hovedstad, og dermed har Real Madrid ryggen mod muren.
Den spanske kongeklub kom ellers godt fra land i opgøret.
Efter 27 minutter modtog Rodrygo bolden i Real Madrids højreside, og med en hård, flad afslutning mod det lange hjørne kunne han bringe hjemmeholdet på 1-0.
Det var dog en kortlivet føring.
Med 34 minutter på stadionuret fik Manchester City nemlig et hjørnespark, og efter en sløj parade af Courtois i Real-målet, dumpede bolden ned for fødderne af Nico O'Reilly, der kunne prikke City på 1-1.
Og kort før pausen blev det endnu værre for Real Madrid. Her fik Erling Haaland nemlig tilkendt et straffespark, efter at Antonio Rüdiger havde nedlagt ham i feltet.
Straffesparket eksekverede nordmanden selv, og dermed kunne Manchester City gå til pause med en 1-2-føring.

Real Madrid ledte længe efter en udlignende scoring i anden halvleg, men ind ville bolden altså ikke.
Og det blev heller ikke nemmere af, at Real Madrids helt store stjerne i denne sæson, Kylian Mbappe, var henvist til bænken gennem hele opgøret med småskavanker.
I stedet kom offensive kræfter som Arda Güler, Brahim Diaz og Endrick på banen, men lige lidt hjalp det.
Endrick sendte kort før tid et hovedstød på overliggeren, men det var så tæt på, som Real Madrid kom.
Der kom ikke flere scoringer i opgøret, og dermed vinder Manchester City 1-2.
Real Madrid
Manchester City












