Fyret AaB-boss i spil til Juventus-job
James Gow har været uden job siden fyringen i Aalborg i maj.

Fra en nedrykning i Danmark til den fineste fodboldadresse i Italien.
Det er noget af et skifte, der kan være under opsejling for den tidligere AaB-sportsdirektør James Gow.
Ifølge Tuttoweb er englænderen i spil til intet ringere end posten som sportsdirektør i Italiens mest vindende klub - Juventus.
Det er tilsyneladende Juventus' CEO Damien Comolli, der har et godt øje til Gow, der selv overser rekrutteringsprocessen i Torino-klubben.
Det italienske medie melder samtidig, at Juventus og Comolli ikke har travlt, og det formentlig bliver Comolli selv, der får ansvaret for Juventus' januar-transfervindue.
Juventus har stået uden egentlig sportsdirektør, siden Cristiano Giuntoli i starten af juni blev opsagt efter gensidig aftale.

Rollen, som James Gow angiveligt er i spil til, kommer angiveligt til at adskille sig fra rollen, som Giuntoli havde i to år fra 2023 til 2025.
Rollen vil i mindre grad vil fokusere på den daglige ledelse af holdet og i stedet mere på langsigtet opbygning af truppen, internationale relationer og strategisk koordinering på tværs af klubbens scouting-afdelingerne.
36-årige James Gow menes at møde konkurrence til posten fra 45-årige Marco Ottolini, der indtil november var sportsdirektør i Genoa. Ottolini har dog også en fortid i Juventus, hvor han blandt andet har været scout.
James Gow startede sin karriere i Liverpool, hvor han i hele 13 år havde forskellige roller som blandt andet ungdomstræner og analytiker samt teknisk direktør for klubbens akademier i både Kina og Australien.
Inden ankomsten til Aalborg var han i to år teknisk direktør i Abu-Dhabi-klubben Al-Jazira.
AaB
Juventus












