Frank tilføjer fransk angriber til CL-trup
Mathys Tel erstatter Dominic Solanke i Tottenhams Champions League-trup.

Thomas Frank og Tottenham Hotspur har haft en lidt hakkende start på årets Champions League-turnering.
Otte point i fem kampe er det blevet til for Spurs, der senest løb ind i et 5-3-nederlag til sidste års vindere fra Paris Saint-Germain.
Dermed er der uhyre vigtige point på spil for Tottenham tirsdag aften, hvor de tager imod Slavia Prag hjemme på Tottenham Hotspur Stadium.
Thomas Frank har dog fået et tiltrængt boost forud for kampen.
Den franske angriber Mathys Tel er nemlig blevet tilføjet til truppen forud for opgøret.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Den 20-årige angriber erstatter Dominic Solanke, der har misset store dele af sæsonen med en skade.
Faktisk har den engelske angriber ikke været i aktion for Tottenham siden den 23. august, hvor han fik de sidste 12 minutter i 2-0-sejren over Manchester City.

På pressemødet forud for kampen mod Slavia Prag hintede Thomas Frank, at Mathys Tel kunne blive tilføjet til truppen.
- Jeg synes helt sikkert, at vi gør os nogle overvejelser i forhold til de spillere, vi har til rådighed, for at sikre, at vi har så mange våben som muligt at skyde med, sagde han dengang.
Det er i sidste øjeblik, at Thomas Frank har valgt at erstatte den langtidsskade Solanke. Reglerne i Champions League er nemlig sådan, klubber kan godkende den midlertidige erstatning af én markspiller, der er ude i en længere periode på grund af en langvarig skade eller sygdom frem til og med kampdag seks.
Tottenham Hotspur
Thomas Frank












