Cooper varsler ændringer – ledelsen er enig
Brøndbys cheftræner lægger ikke fingre imellem efter det tredje nederlag på stribe.

📍 Campo på Vejle Stadion
For tredje kamp i træk forlod Brøndby mandag aften banen som tabere.
På udebane i Vejle blev det til et 2-1-nederlag, som kommer i kølvandet på skuffelser mod både FC Fredericia og F.C. København.
Nu venter en vinterpause og et transfervindue i januar, og for cheftræner Steve Cooper skal den bruges på at optimere, fortæller han efter mandagens sviefulde nederlag.
- Altså, jeg mener, transfervinduet giver dig altid muligheden for at lave ændringer, slår Cooper fast til Campo og den øvrige presse.
- Hver gang vi har været i en position, hvor der ligger en mulighed foran os, så tager vi den bare ikke. Og jeg tror ikke, det kun er siden jeg kom. Det har stået på længe.
Han fortæller, at den lille stime af sejre man fik mod Silkeborg og FC Nordsjælland i starten af november kom til at dække over de mangler, som Brøndby har.

- Ligaen er hård, og jeg har sagt, at den er undervurderet. Det er en god liga. Jeg nyder virkelig at være en del af den, men vi er bagud. Vi er bagud i forhold til holdets niveau, mentaliteten, bredde, faciliteterne og så videre.
- Og vi skal gøre noget ved det, lyder det fra Cooper.
Der skal gøres noget - og ledelsen er med
Brøndby går på vinterpausen på Superligaens tredjeplads, ni point efter AGF, og den walisiske cheftræner glæder sig til den kommende vinterpause.
- For det første, fordi vi får en periode, hvor vi kan arbejde med truppen, og for det andet, fordi vi kan lave nogle ændringer - og det er nødvendigt.
- Det gode er, at der er en erkendelse i klubben af, at det skal ske, uanset om det er ejerskabet eller Benjamin (Schmedes, red.), så har vi har rigtig gode, åbne og ærlige samtaler, men nu skal vi begynde at gøre noget.
- Så enkelt er det, slutter Cooper.
Læs om nederlaget til Vejle her.

Brøndby IF












