Cooper kigger ikke mod AGF: Lige nu er vi der ikke
Brøndby IF skal have styr på mange ting, inden man tør at kigge mod toppen af tabellen.

📍 Campo på Vejle Stadion
Avs.
Mandag aften blev Brøndby IF tildelt sit tredje nederlag på stribe. Og hvilke nederlag.
Den 23. november tabte man ude mod ærkerivalen i Parken med 1-0, inden det gik helt galt hjemme mod FC Fredericia den 1. december.
Mandag blev der så sat krølle på halen med endnu et nederlag mod en nedrykningskandidat, denne gang 2-1 ude mod Vejle Boldklub.
Den dårlige afslutning på efterårssæsonen til trods, ligger Brøndby stadig på tredjepladsen i Superligaen. Men.
Der er nu ni point op til AGF i toppen af tabellen, og for cheftræner Steve Cooper er det slet ikke et hul, man lige nu bør gøre sig tanker om.

I hvert fald er han ikke meget for at forholde sig til det.
- Helt ærligt, og man kan sige, at det skal jeg selvfølgelig sige, men jeg tænker ikke på det. Det nytter ikke at tænke på tabellen og afstande op før, at jeg føler, vi er et hold, der virkelig kan gå ud og vinde noget.
- Vi skal fokusere på at få styr på vores eget hus og komme i en position, hvor vi kan være seriøse udfordrere. Og lige nu er vi ikke dér, siger Cooper til Campo og den øvrige presse efter slutfløjt i Vejle.

Og hvad er det så, der helt præcist skal styr på i Brøndby? Det er faktisk ikke så lidt.
- Jeg mener, at vi skal lave mange ændringer — på og uden for banen. I forhold til mentalitet, kultur, spillestil, holdets niveau, truppen. Vi skal forbedre os meget.
- En tidsplan? Det ved jeg ikke. Måske afhænger det af, hvordan de næste seks uger går som start. Det er egentlig det, siger han.
Brøndby IF har ikke flere kampe i år. Derfor er der nu dømt vinterpause, hvor Steve Cooper kan få sat sit præg på holdet på træningsbanen.
Samtidig nærmer vinterens transfervindue sig:

Campo har været på besøg hos Brøndby IF til en snak med Thomas Mikkelsen og Oliver Villadsen.
Lyt med her:
Brøndby IF
Vejle Boldklub












