Chiakha kan være tabt for Vejle: Ikke op til mig
Amin Chiakha kan blive kaldt tilbage til F.C. København allerede i januar, men det er ikke et scenarie, Steffen Kielstrup vil forholde sig til.

📍 Campo på Vejle Stadion
Angriberposten har givet en del hovedpine for Jacob Neestrup i denne sæson.
Andreas Cornelius har været hårdt ramt af skader, og sommerens nyindkøb Youssoufa Moukoko har ikke ligefrem brændt banen af, når han er blevet sendt i ilden.
Amin Chiakha, som er på en lejeaftale i Vejle, kan muligvis være svaret på F.C. Københavns angrebsproblemer, og hovedstadsklubben har faktisk mulighed for at tilbagekalde angriberen allerede til januar.
Men hvorvidt det sker, vil Vejles midlertidige træner Steffen Kielstrup ikke forholde sig til.
Efter mandagens Superliga-opgør mod Brøndby gør han det klart over for den fremmødte presse, at Amin Chiakhas Vejle-fremtid er ude af hans hænder.

- Det er jo ikke op til mig. Det er jo en snak, Amin skal have med de folk, der nu skal stå i spidsen for det her, og han skal snakke med FCK. Der er jo mange ting i det, så det er jo ikke noget, jeg er herre over på nogen måder, så det kan jeg ikke rigtig kommentere på.
- Hvis han er her, så arbejder vi med det, vi har, og er han her ikke, så er der jo nogle andre, der må vise sig frem, sådan er det jo.
Amin Chiakha så hele opgøret fra bænken mandag aften. I stedet for den udlejede FCK-angriber var det Jelle Duin, der kom blev skiftet ind, og som endte med at blive matchvinder. Men det var en taktisk beslutning, forklarer Kielstrup.

- Det afgøres jo også på træningsbanen, hvem der skal spille. Der har vi mange dygtige spillere, og folk som Jelle har været ude i lang tid, men arbejder jo hårdt på træningsbanen på at komme tilbage, og det synes jeg også, vi ser i dag.
- Så der er konkurrence om tingene, og det er sådan, det skal være i en Superliga-trup, forklarer han.
Du kan læse mere om Amin Chiakhas F.C. København-klausul herunder.

Brøndby IF
Vejle Boldklub
F.C. København












