Bis später: Her er Pentz’ karantæne
Brøndby-målmanden slutter sig til klubbens to øvrige karantæneramte profiler.

Det bliver et svækket Brøndby-mandskab, der 8. februar byder Randers FC indenfor på Brøndby Stadion.
Cheftræner Steve Cooper må i forvejen undvære både Marko Divkovic og Noah Nartey til kampen, og nu er han også ramt på målmandsposten.
Nu står det klart, at Cooper må undvære målmand Patrick Pentz i forårssæsonens første to kampe, efter østrigeren mandag aften fik direkte rødt kort i udekampen mod Vejle Boldklub.
Det fremgår af DBU's hjemmeside.
Pentz, der ikke har fået ét eneste kort hidtil i sæsonens første 25 kampe, får 36 karantænepoint for det røde kort, han pådrog sig efter en duel med Bismark Edjeodji.
Du kan se episoden her:
36 point er lige præcis nok til at udløse to karantænedage i stedet for bare en enkelt.

Cheftræner Steve Cooper har præcis to måneder til forårssæsonens første betydningsfulde kamp, og der ligger et markant arbejde foran den 45-årige waliser.
Først og fremmest skal han på to måneder have vendt den tæt på katastrofale sæsonafslutning, klubben har haft på efterårssæsonen med tre nederlag i streg.
Han skal dog også have fundet ud af, hvordan han erstatter i første omgang Noah Nartey, Marko Divkovic og Patrick Pentz til kampen mod Randers FC.
Den 28-årige østriger må han dog også undvære i udekampen mod Viborg FF den 15. februar.
Patrick Pentz står i alt noteret for 94 kampe for Brøndby IF. Tæller man mandagens røde kort med, har han i alt fået tre gule kort og to røde kort. Det ene røde kort kom som følge af to gule kort i 1-2-sejren over F.C. København i københavnerderbyet i april.
Brøndby IF
Vejle Boldklub












