OB’s hjemmebane skal renoveres: Koster kassen
Renoveringen af Odense Stadion bliver dyr.

Odense Stadion får inden længe en kærlig hånd.
OB's hjemmebane skal renoveres, og Odense Kommune har gennem længere tid regnet på tallene.
Nu skriver Odense Kommune på sin hjemmeside, at prisen for at renovere Striwernes hjemmebane kommer til at koste 210 millioner kroner.
Stadionarbejdet begynder i anden halvdel af 2026, lyder det i pressemeddelelsen, og der venter et stort stykke arbejde forude.
Hjørnerne på stadion skal lukkes, alle pladser skal overdækket og antallet af toiletter skal fordobles. Det er blot nogle af de opgraderinger, der skal laves på det fynske stadion, der længe har trængt til en kærlig hånd.

Udbud i gang
Totalrådgivning og hovedentreprise er nu sendt i udbud, og fra Odense Kommunes side er der i udbuddet lagt vægt på, at stadionarbejdet ikke skal påvirke muligheden for at afvikle kampe på Odense Stadion i byggeperioden.
- Projektet har en stram deadline, så stadion lever op til kravene i 2028, og arbejdet skal passes ind, så der også kan spilles fodbold undervejs. Det er en kompleks opgave.
- Derfor er udbuddet også udformet på en måde, så vi fra starten kan få de relevante parter med i planlægningen af, hvordan arbejdet bedst tilrettelægges, så vi kommer i mål indenfor tidsplan og budget, siger Martin Petersen, afdelingschef for Kultur og Fritid, til Odense Kommunes hjemmeside.
Odense Stadion blev indviet i 1941.
OB












