Hvem har skylden? Ekspert udpeger FCK’s problemer
Hvorfor har F.C. København så store problemer? Pilen peger flere steder hen, mener Francis Dickoh.

Det er ikke nogen hemmelighed, at F.C. København har haft alvorlige udfordringer i dette efterår.
Senest blev det til et nederlag i egen hule til Sønderjyske i en kamp, der blev kulminationen på en efterårssæson, som har understreget, at der er alvorlige problemer i F.C. København.
Spillerne præsterer ikke, men pilen peger også på både Jacob Neestrup og Sune Smith-Nielsen.
Det forklarer Francis Dickoh, der til daglig er ekspert på Viaplay.
Francis Dickoh mener ikke, at der decideret er tale om et af de dårligste F.C. København-hold i nyere tid. Men det overskud, der kendetegner et FCK-hold, har været fraværende igennem store perioder i efteråret, forklarer han.
- Det er jo et af de dårligst præsterende hold. Jeg synes jo ikke, at det er en af de dårligste trupper. Det synes jeg faktisk overhovedet ikke, det er. Og man kan jo se, at det stadigvæk er individuelt dygtige spillere, som bare ikke har det overskud, som generelt gode F.C. København-hold har. Man kan jo se selvtilliden nærmest sive ud af hver dårlig aktion, der kommer.
- Det er stadigvæk rigtigt dygtige spillere, der løber rundt, men de præsterer ikke som hold. Og det er lige meget, om der har været skader eller ej, siger Francis Dickoh.

Men hvor peger pilen hen? Er det cheftræner Jacob Neestrup, der står med ansvaret, eller er det spillerne, der skal hanke alvorligt op i sig selv? Francis Dickoh mener ikke, at pilen peger entydigt den ene eller anden vej, men sikkert er det, at Jacob Neestrup i hvert fald ikke for øjeblikket får nok ud af den trup, han har til rådighed.
- Først og fremmest synes jeg stadigvæk, at Jacob Neestrup er en rigtig, rigtig god træner. Jeg synes også, at han i løbet af den her sæson har vist, at han reelt er en rigtig god træner, siger Francis Dickoh og uddyber:
- Om han har fået nok ud af den her trup, som har været til rådighed - det synes jeg ikke, han har. Men han kan jo ikke spille kampene. Der er mange af de her spillere, som jeg har rost rigtig meget - det var de samme spillere, der med var til at kvalificere holdet til Champions League og vinde the double for ikke særligt mange måneder tilbage.
- Når vi har set ham gøre det med de her spillere, og man så kigger på resultaterne, så står ansvaret jo på hans skuldre. Men jeg er der, hvor jeg hellere vil kigge spillerne i sømmende, inden jeg kigger på Jacob Neestrup, for det er de samme spillere, som lige pludselig ikke præsterer.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen har også været gevaldigt i søgelyset i forbindelse med FCK's sløje præstationer, men umiddelbart gjorde han et fint stykke arbejde i sommer, forklarer Francis Dickoh.
- Jeg var en af dem, der syntes, at Sune Smith-Nielsen reelt gjorde et godt stykke arbejde omkring sommerens indledning på sæsonen. Han fik rigtig mange spillere på plads tidligt. Han skulle sørge for, at Jacob Neestrup kunne købe ind på endnu et projekt i F.C. København, for der var bud efter ham fra udlandet.
Men med Magnus Mattssons skade og de efterfølgende mangler, som for alvor er blevet blotlagt igennem efteråret, peger pilen alligevel tilbage på sportsdirektøren, forklarer Francis Dickoh.
- Men der hvor jeg synes, at pilen peger på Sune Smith-Nielsen, det er fordi, at vi også har hørt en cheftræner, og vi har alle sammen kunne se - at når du sælger dine bedste spillere, og det er blandt andet Froholdt, og når du så også får en skade til en spiller, som var i rigtig god form, og kan det, som Magnus Mattsson kan, og når din cheftræner siger, at det skal vi have adresseret, og der så ikke bliver fulgt op, så falder der jo også en pil tilbage på Sune Smith-Nielsen.
- Og mig bekendt, var det jo Jacob Neestrup, der sagde, at skal man ikke bare spille med i tre turneringer, men ind og dominere i tre turneringer, så skal vi have en trup, der kan matche det. Og det har han ikke fået, siger Francis Dickoh afslutningsvist.
Herunder kan du læse mere om den aktuelle situation i F.C. København.

F.C. København
Jacob Neestrup












