Danskerne åbnede og lukkede: Poulsen blev HSV-helt
Jens Stage scorede kampens første mål, men den store helt i opgøret blev Yussuf Poulsen.

Det så alt andet end indbydende ud forud for opgøret.
To midterhold i den tyske Bundesliga skulle mødes i Hamborg. Hver med en enkelt dansker på holdkortet.
Men det blev alt andet end kedeligt på Volksparkstadion, hvor Werder Bremen og Jens Stage var på besøg hos Yussuf Poulsens HSV.
Det både startede og sluttede med en danskerscoring.
Først var det Jens Stage, der kort før pausen fra kanten af feltet bankede bolden ind i bunden af målet.
I anden halvleg, som lod vente på sig på grund af et gigantisk pyroshow orkestreret af HSV-fansene, tog det for alvor fart.
Først en udligning og senere et føringsmål til HSV, inden Bremen kunne bringe balancen tilbage i opgøret med ti minutter tilbage.

Fem minutter senere stjal Yussuf Poulsen så showet. Pludselig blev han spillet fri midt i Bremen-feltet, hvorfra han på sin første boldberøring efter sin indskiftning sendte bolden ind ved foden af den nærmeste opstander.
Herefter løb han køligt ud med en finger for munden og gled på knæene ud til hyldest fra HSV-fansene. Således blev han med sin første scoring siden maj den store helt.
Se Jens Stages scoring her, og Yussuf Poulsens over artiklen.
Yussuf Poulsen
Werder Bremen
Hamburger SV












