AGF holder fokus: Så kan vi puste ud bagefter
Selvom der venter en tiltrængt vinterpause lige om hjørnet, går AGF-spillerne benhårdt efter at slutte året godt af, melder Jesper Hansen.

📍 Campo på Fredensvang
December måned er travl for de fleste.
Der skal købes julegaver, planlægges julemiddag og så videre og så videre.
Ligeså er der også et stramt program i AGF, inden spillere og stab kan gå på en tiltrængt vinterpause.
Først venter årets sidste superligakamp på søndag og herefter et dobbeltopgør i Pokalen ugen efter. Selvom Jesper Hansen ser frem til pausen, er det tre vigtige kampe, som han og AGF-truppen vil have det maksimale ud af.
- Vi går ind til det ved at få sluttet godt af. Det har været et fantastisk efterår for os, så vi har jo en masse selvtillid, siger Jesper Hansen til Campo og fortsætter:
- Lige nu er fokus på, at vi skal slutte godt af med den sidste kamp på søndag i Superligaen, og så venter der to spændende kvartfinaler i Pokalen. Først derefter kan vi puste ud og slappe af.

AGF kan med en sejr i årets sidste superligakamp mod Randers FC være sikker på at overvintre på førstepladsen i Superligaen uanset, hvordan det går rækkens nummer to FC Midtjylland i deres udekamp mod Viborg FF. I næste uge venter der så to opgør mod OB i Pokalens kvartfinale.
Der er altså tre vigtige opgør for AGF på blot otte dage, inden truppen kan gå på ferie. Og selvom det i lang tid er gået fantastisk på banen for aarhusianerne, så kommer ferien truppen til gode af særlig én årsag, vurderer Jesper Hansen.
- Jeg tror, det er godt for os, at vi får især de her spillere, du nævner, tilbage (Frederik Tingager, Tobias Mølgaard og Jacob Andersen, red.), og at der bliver noget tid til dem også.
- Det er nogle spillere, som vi savner, og som vil kunne gøre bredden og konkurrencen i truppen endnu bedre, siger Jesper Hansen om langtidsskadede Tobias Mølgaard og Jacob Andersen og fortsætter:
- Jeg tror helt sikkert, vi allesammen får nydt godt af en lille ferie, og så kan vi jo altid kigge fremad mod det, der venter på den anden side.



Udover længerevarende skader hos de nævnte spillere kæmper flere AGF-stamspillere med småskader op til årets sidste kampe. Cheftræner Jakob Poulsen forventer dog, at de klarmeldte spillere kommer til at levere.
- Det er de sidste dage her, og der skal vi igennem med alle dem, der er klar. De må give den gas, og det er jeg slet ikke i tvivl om, at de kommer til at gøre, siger han til Campo og resten af pressen efter torsdagens træning på Fredensvang.
Du kan se Campos interview med Jesper Hansen i videoen øverst i artiklen.

Både Tobias Mølgaard og Jacob Andersen var i øvrigt med i torsdagens træning på Fredensvang, mens Frederik Tingager i stedet var i aktion i fitnesslokalet sammen med andre skadede profiler. Det kan du læse mere om i artiklen herunder.

AGF slutter året af i Superligaen i udekampen mod Randers FC søndag, hvor der er kick off på Cepheus Park Randers klokken 16.00. Du kan se opgøret i TV på TV 2 Sport X.
AGF's kvartfinale i Pokalen spilles som et dobbeltopgør mod OB den 11. og 14. december inden vinterpausen. AGF-truppen vender tilbage til træningen på Fredensvang den 5. januar i det nye år.

AGF
Jakob Poulsen












