Messi vil give Busquets og Alba pensions-trofæ
Der bliver noget at se til for Jesper Sørensens tropper.

Lørdag aften dansk tid, går sæsonen på hæld i den amerikanske MLS.
28 af de 30 hold er allerede gået på jule- og vinterferie, og alt der mangler er finalen.
Den står mellem Inter Miami og Jesper Sørensens Vancouver Whitecaps, og den danske træner skal op mod nogle af sportens helt tunge drenge.
Anført af Lionel Messi går spillere som Luis Suarez, Rodrigo de Paul, Jordi Alba og Sergio Busquets på banen til mødet, og for særligt Alba og Busquets bliver det en helt særlig kamp.
For begge sættes der efter kampen punktum for et par flotte karriere, og det har den mangeårige holdkammerat, Lionel Messi, tænkt sig at honorere.
- Det ville være virkelig fedt for mig, for dem og for alle, hvis de slutter deres karrierer med at vinde en titel og på den bedst mulige måde, lyder det fra Lionel Messi.

Med i alt 650 kampe er Sergio Busquets med afstand den spiller, Lionel Messi har spillet flest kampe sammen med. Jordi Alba følger på en fjerdeplads med i alt 420 kampe, og for begges vedkommende ligger langt størstedelen tilbage i tiden i FC Barcelona.
- Det vil være noget meget positivt og virkelig rart for dem at huske tilbage på og gå på pension med. Én glæde mere som tilføjelse til de fantastiske karriere, de har haft, til alle de titler, de allerede har vundet. At tilføje én yderligere og gå på pension på en positiv note og sige farvel til USA med et trofæ, det vil være meget specielt, lyder det fra Messi.
MLS Cup-finalen spilles på Inter Miamis hjemmebane i Fort Lauderdale lørdag klokken 20:30 dansk tid.
Inter Miami
Lionel Messi












