Halvt hold af egen avl: Her er FCKs succeskriterier
F.C. København fortæller, hvad der skal til for, at det nye samarbejde med FC Rosengård bliver en succes.

Tirsdag fik F.C. København grønt lys til at købe sig ind i den svenske klub FC Rosengård 1917.
Det er ikke et lille pengeprojekt, løvernes ejer fra Parken Sport & Entertainment ser ind i, og med investeringer langt oppe i millionklassen skal der også skabes resultater.
Nu sætter FCK ord på, hvad de konkrete succeskriterier for det nye samarbejde med FC Rosengård er.
- Når vi om fem år vinder mesterskabet med vores førstehold herinde (i Parken, red.) og kvalificerer os til Champions League, Rosengård spiller i Allsvenskan, og 50 procent af den trup, som Sune (Smith-Nielsen, red.) og hans stab kan stille derinde, er fra egen avl, så synes jeg, vi skal skåle på tværs, siger Morten Grahn til FCK TV.
FCKs direktør Jacob Lauesen tror på, at det kan løfte de danske mestre til næste niveau, hvis samarbejdet bærer frugt.

Særligt, fordi nuværende sportsdirektør i FCK, Sune Smith-Nielsen, samt tidligere sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen begge har været en del af processen og anser det som en stor fordel for løverne.
- Begge (Sune Smith-Nielsen og 'PC', red.) har haft den holdning, at det her er et af de væsentligste skridt til at sikre en varig konkurrencefordel for FC København på det danske marked.
- Når to sportsdirektører siger det uafhængigt af hinanden, så har det også ligget højt på min agenda, siger Lauesen.
FC Rosengår 1917 spiller på nuværende tidspunkt i den tredjebedste svenske foldboldrække, Södra Ettan.
Planen er, at Rosengård skal spille sig op i den bedste svenske række, Allsvenskan.
Bliv klogere på projektet herunder:

F.C. København












