Flere AGF-profiler misser træningen
Jacob Poulsen har torsdag måttet undvære flere af sine profiler til træning.

📍 Campo på Fredensvang
AGF kan om 10 dage gå på en potentiel historisk juleferie.
En sejr på udebane over lokalrivalerne fra Randers FC søndag kan sikre AGF en overvintring på Superligaens førsteplads.
Derefter kommer to pokalkvartfinaler mod OB, så principielt kan en pokalsemifinale også være sikret, når cheftræner Jacob Poulsen sætter sig til julebordet den 24. december.
Det er altså 10 særdeles betydningsfulde dage, AGF lige nu ser ind i, og derfor er der også potentielt dårligt nyt fra træningen på Fredensvang torsdag.
Det kommer næppe som en overraskelse, at forsvarsspilleren Frederik Tingager ikke træner med, da han har været skadet siden starten af oktober.
Mere bekymrende er det derfor også, at hverken Eric Kahl, Felix Beijmo, Kevin Yakob eller Nicolai Poulsen torsdag var på græs for De Hviiiie.

Alle fire spillede søndag i 2-0-sejren over F.C. København, men torsdag trænede Kahl, Yakob og Nicolai Poulsen - sammen med Frederik Tingager - i fitnessrummet.
Eric Kahl udgik i søndagens kamp allerede efter en god halv times spil, mens Kevin Yakob med godt 20 minutter tilbage af kampen erstattede netop Nicolai Poulsen.
Ikke alt var dog negativt på Fredensvang torsdag, hvor Tobias Mølgaard, der ikke har været i kamp siden maj, trænede med. Det er dog næppe realistisk, at forsvarsspilleren gør comeback på den side af nytår.
Der er endnu ingen officiel melding fra AGF, men Campo følger op og er til stede på Fredensvang.

AGF












